Det er ikke motivationen, der svigter: alt-eller-intet-fælden

Projektet er dømt til at fejle, fordi din hjerne ikke tillader dig at fortsætte med en adfærd, som overstiger din formåen.

Når nervesystemet begynder at opleve, at jeg hver dag har bevist, at jeg kan, så bliver det lettere.

Mellem de to sætninger ligger hele mekanismen.

Nervesystemet regner på prisen, før du går i gang

Nervesystemet kalkulerer konstant, hvad enhver handling kommer til at koste dig – i energi, i ubehag, i risiko – før du overhovedet er begyndt.

Den forventning er ikke kun baseret på, hvordan du har det lige nu. Den er bygget oven på tidligere erfaring: dengang det gjorde ondt… dengang du ikke kunne gennemføre… dengang den optimistiske plan endte i sofaen med dårlig samvittighed.

Hvis forventningen siger “for dyrt”, melder kroppen fra, før tanken når frem.

Derfor er alt eller intet så dyrt

Det er derfor “alt eller intet” er så kostbar en strategi.

Hver gang du sætter en barre, du ikke når, bekræfter du to ting på én gang: at træning er noget, der tager energi fra dig, og at din krop ikke kan klare den slags belastning. Tilliden til kroppen flytter sig den forkerte vej.

Vi har det med at tro, at vi skal ændre på alt i vores liv på samme tid – og knokle, til sveden driver – for at det er godt nok. Det er ikke holdbart. Måske et par uger eller måneder. Men så sker livet. Skilsmisse, nyt job, fyring – alt det uforudsete. Og så bliver det svært, hvis ikke umuligt at holde fast. Eller kroppen og hjernen gør modstand, vægttab bliver til vægtøgning, træning fører til ubehag.

En lille opgave er en korrigerende erfaring

En lille opgave, præcist designet og færdiggjort – under det, du tror du burde – er ikke en discountversion af træning.

Det er en korrigerende erfaring. Et mod-bevis af det, hjernen forventede. Og det er sådan, en forventning faktisk flytter sig: gennem gentaget mismatch mellem forventning og virkelighed, frem for viljestyrke, overtalelse og ekstern motivation.

I min verden handler det om at designe en ramme, som skaber lige netop den læring i lige netop dit nervesystem med lige netop den passende forstyrrelse – stor nok til, at nervesystemet ikke kan ignorere den, men lille nok til, at du kan overkomme den.

Den mest effektive strategi er derfor at gøre det, du kan i dag, uden at slå knude på dig selv. For så kan du også gøre det i morgen, i overmorgen og dagen efter det. Uden ubehagelig ømhed og stor udmattelse.

Forventningen – og dermed din formåen – flytter sig kun, hvis du møder din erfaring som det, den faktisk var: et bevis på, at din krop kan. Ikke som “pinligt lidt” eller “umuligt for sådan én som dig”.

Du behøver ikke ville det 100 %

For i princippet er der aldrig noget vi vil 100%, i og med ambivalens - dét at ville to modsatrettede ting samtidigt - er en af de mest naturlige menneskelige tilstande, der findes. Og det betyder ikke, som man skulle tro, at man ikke er motiveret nok for en forandring. Man er faktisk dobbelt motiveret. Bare i to forskellige retninger.

Så for at kunne skabe en forandring, er det nok, at du blot vil den ene ting lidt mere, end den anden.

Det skal ikke være perfekt for at virke

Når vi kaster os ud i det ukendte, for eksempel en ny træningsform eller en ny måde at bruge kroppen på, har vi endnu ikke den erfaring, der giver tillid til at kunne mestre selv. Den erfaring skal først opbygges, så man opnår tilliden til egen selvmestring.

Derfor er små skridt ad gangen den rigtige måde at komme videre på. Desuden vil jeg anbefale, at man forærer sig selv en række ’godt-nok’er, som man kan læne sig op ad i begyndelsen. Jeg har nogle stykker her, som jeg selv har brugt i perioder, og som jeg gerne forærer væk:

• Det er ok at gå frem med de skridt, du magter (og ikke følge planen til punkt og prikke) – når bare du går frem.
• Som nybegynder skal du ikke forvente perfektion af dig selv fra første forsøg — du øver dig.
• Du skal ikke definere dine fejl som fiaskoer, men som nødvendige for læringsprocessen og som muligheder for at justere kurs.
• For hver gang du fejler, sig ‘Det kan jeg ikke — endnu. Men nu har jeg mere erfaring at læne mig op ad’.
• Tillad dig selv at udforske, frem for at skulle præstere.