Samtale · Episode 1

Episode 1: Ud af migrænens magt

October 30, 2025
·
42 min
·Sæson 1
Kort fortalt

Verena havde i en årrække migræne næsten hver dag, og hverken undersøgelser eller medicin hjalp. Hun og Anna Bogdanova regner på, hvordan små investeringer i styrketræning, kost og restitution har givet hende færre anfald og større frihed.

0GvPSpBUPJ7r6n5uO2stxx

Om episoden

Over en milliard mennesker verden over lever med migræne. Kvinder rammes tre gange så ofte som mænd, og det koster ikke bare i livskvalitet – men er også dyrt for samfundet. Hver syvende sygedag skyldes faktisk migræne, og samlet set koster det os lige så meget som hele voksenpsykiatrien.

I denne episode har Anna Bogdanova, kropsøkonom og træningsspecialist, besøg af Verena, som i en årrække var så hårdt ramt, at hun havde migræne næsten hver dag. Undersøgelser gav ingen forklaring, medicinen gav svære bivirkninger – tilbage stod Verena med en krop og et hoved, der ikke var til at regne med. Hør Anna og Verena regne på, hvor mange ressourcer Verena brugte på at undgå næste anfald – og hvordan små investeringer i styrketræning, kost og restitution har hjulpet hende til færre anfald og større frihed.

Verena kæmpede sig ud af migrænens magt: ”Alt kan jo være en trigger”

Migræne er en af verdens mest invaliderende sygdomme. For de fleste, der lider af den, føles det oplagt at prøve at løse problemet ved at undgå triggere. I denne episode taler Anna Bogdanova med Verena om, hvornår undgåelsesadfærd gør nervesystemet en bjørnetjeneste, og hvordan hun selv lærte at håndtere sin migræne.

Da Verena var i midten af 30’erne, begyndte hun pludselig at få migræne. Ikke bare hovedpine, men voldsomme smerter og spændinger i hovedet og ansigtet. Anfaldene kom pludseligt og hyppigt, og det eneste, der kunne lindre smerten, var at lægge sig i et mørkt, stille rum og prøve at sove. 6 ud af 7 dage om ugen.

”Jeg havde et lille frirum i løbet af morgenen, formiddagen, måske tidlig eftermiddag, og så ramte migrænen bare igen. Så de timer, jeg sådan set havde til rådighed til at skabe lidt livskvalitet eller opleve livet, det var i løbet af nogle arbejdstimer, og så var det slut,” fortæller Verena.

Et globalt problem

Over en milliard mennesker på verdensplan lever med migræne. Kvinder rammes tre gange så ofte som mænd, og globalt er migræne den største årsag til funktionsnedsættelse hos unge kvinder. Ifølge Statens Institut for Folkesundhed er migræne også den sygdom, der forårsager tredjeflest sygedage i Danmark.

”WHO definerer hjernesundhed som evnen til at realisere sit potentiale på tværs af kognitive, emotionelle og sociale domæner, uanset om man har en sygdom eller ej,” siger Anna Bogdanova. ”Forskere kalder det brain capital, altså de samlede ressourcer, der driver os, vores liv, samfundet og økonomien.” Migræne trækker store veksler på netop den kapital.

Verden bliver meget lille

De fleste med migræne kender opmærksomheden på triggere: skarpt lys, kraftige lugte, høje lyde eller overanstrengelse. Men Verena fandt ud af, at undgåelsesadfærden ikke hjalp hende. Snarere tværtimod:

”Det der med, at man prøver at undgå triggers, det gør, at verden bliver ret lille. Og hvis ens verden bliver mindre, og man foretager sig mindre og mindre, så bliver man mere sårbar, fordi man aldrig belaster sin krop ordentligt.”

”Efter et år gik det op for mig, at det gik den forkerte vej. Jeg gjorde mit bedste, og det blev bare værre. Så jeg tænkte: Nu skal der noget andet til.”

I episoden fortæller Verena, hvordan det blandt andet med ændringer i træning og kost lykkedes hende at nedbringe sine migræneanfald fra 6 om ugen til et par stykker om måneden.

Det tager vi med

  • Verena gik fra migræne 6 dage om ugen til et par anfald om måneden, blandt andet med ændringer i træning og kost.
  • At undgå alle triggere kan gøre verden mindre og kroppen mere sårbar, fordi den aldrig bliver belastet ordentligt.
  • Migræne koster på hjernekapitalen: de samlede ressourcer, der driver både den enkelte og samfundet.
  • Træningen skal justeres efter dagsformen, så den kan holdes regelmæssigt uden at trigge anfald.

Nøgletal fra episoden

  • Over en milliard mennesker verden over lever med migræne.
  • Kvinder rammes tre gange så ofte som mænd.
  • Hver syvende sygedag skyldes migræne.

Tallene er nævnt i episoden.

Ofte stillede spørgsmål

Kan styrketræning hjælpe mod migræne?

I episoden fortæller Verena, at ændringer i blandt andet træning og kost hjalp hende fra migræne 6 dage om ugen til et par anfald om måneden. Træningen blev justeret efter dagsformen, så den ikke triggede anfald.

Hjælper det at undgå migrænetriggere?

Ikke nødvendigvis. Verenas erfaring var, at når man undgår alt, der kan være en trigger, bliver verden mindre, og kroppen bliver mere sårbar, fordi den aldrig belastes ordentligt.

Hvor mange har migræne?

Over en milliard mennesker lever med migræne, og kvinder rammes tre gange så ofte som mænd. I Danmark er migræne ifølge Statens Institut for Folkesundhed den sygdom, der giver tredjeflest sygedage.