Hvor meget styrke må en kvinde have?

Anna Bogdanova
·
3
 min. læsning
·
October 20, 2026
Hvor meget styrke må en kvinde have?
Kort fortalt

Der findes stadig et glasloft for kvinders muskeludvikling: en usynlig grænse, hvor kvinder stopper – ikke fordi kroppen ikke kan mere, men fordi kulturen signalerer, at de ikke bør. Sundhed er ikke at fylde mindre. Sundhed er at kunne mere.

Vi taler om ligestilling i ledelse, løn og barsel.

Men hvad med kvinders adgang til styrke?

Der findes stadig et usynligt glasloft – ikke på kontoret, men i kroppen.

Når glasloftet starter i kroppen

Selvom vi i Norden historisk har åbnet mange døre for kvinders deltagelse i sport – fra danske kvindegymnastikhold i 1900-tallet til norske kvindeløberes kamp for adgang til Holmenkollstafetten i 1970'erne – har vi ikke taget det sidste skridt:

At normalisere kvinders adgang til reel fysisk styrke.

Der findes stadig et glasloft for kvinders muskeludvikling: en usynlig grænse, hvor kvinder stopper – ikke fordi kroppen ikke kan mere, men fordi kulturen signalerer, at de ikke bør.

To idealer kolliderer

  • Det æstetiske kropsideal: Du må gerne træne – men kun til en vis grænse. Du må være tonet, men ikke for markeret. ”Fit” må du være – men stadig slank og let.
  • Det biomedicinske ideal: Du skal motionere – men pas nu på ikke at overbelaste kroppen. Mange kvinder får fx. stadig råd om ikke at løfte mere end 5–10 kg efter fødsler eller frarådes dybe squats med vægt for at ”skåne bækkenbunden” – selvom nyere evidens netop anbefaler styrketræning til at genvinde funktion og stabilitet.

For selv i dag viser studier, at kvinder – især 40+ – stadig oplever fitnessmiljøet som mandekodet og vælger lettere træningsformer, der ikke udfordrer det feminine ideal.

Sundhedsvæsnet – og medierne – fastholder ofte et narrativ om, at kvinder bør motionere “varsomt”, mens mænd skal presse sig selv.

Det er ikke bare forældet. Det er ulighed med fysiologiske konsekvenser.

Fortællingen om den skrøbelige kvindekrop

Bag det ligger måske stadig fortællingen om den skrøbelige kvindekrop – en forestilling, der historisk har legitimeret, at kvinder skulle træne blidere og mere forsigtigt.

At være stærk – at have en god opsparing af muskler – er ikke kun et spørgsmål om smag eller æstetik. Det er et spørgsmål om (folke)sundhed – og funktion.

Hvad træner vi for?

En nyere oversigtsartikel dokumenterer, at kvinder er mindre tilbøjelige til at engagere sig i tung styrketræning end mænd.

Gennem data fra både spørgeskemaundersøgelser og observationsstudier konkluderes, at kvinder oftere motiveres af æstetiske mål som toning og vægtkontrol, mens mænd oftere drives af ønsket om at opbygge styrke og muskelmasse.

Det handler ikke om individuelle valg.

Det handler om, hvordan vi socialt lærer, hvad vores træning ”bør” handle om.

Handler vores valg om selvstændig stillingtagen – eller om internaliserede kropsnormer?

Er ønsket om ”skånsom” træning styret af vores egne behov? Eller vælger vi, hvad kulturen har lært os at længes efter – eller at tage afstand fra?

Det er ikke kun muskler, vi mister, når vi tilpasser os normer for, hvad der er mest socialt acceptabelt.

Det er handlekraft. Mobilitet. Uafhængighed. Autonomi.

Styrke som fundament

Styrke bør ikke være en subkultur – det bør være vores fundament.

Hvad vil du gerne kunne?

Du skal ikke styrketræne, fordi du skal eller gerne vil ligne nogen. Du skal styrketræne, fordi du gerne vil kunne noget – både nu og i fremtiden.

Fordi du gerne vil kunne:

  • Bære dine egne indkøb.
  • Rejse dig uden støtte.
  • Falde og tage fra uden at brække et håndled eller andre knogler.
  • Løfte dine børn eller børnebørn.
  • Være uafhængig – hele livet.

Sundhed er at kunne mere

Og helt ærligt. Vi skal ikke skamme os over vores muskelmasse. Vi skal værne om den. Vi skal være stolte af den.

Hvis vi vil tage sundhed, fremtid og reel ligestilling alvorligt, må vi starte her:

Mere styrke. Mere muskelmasse. Mere energi. Mere fysisk frihed.

Ikke som et nyt ideal, men som en ny mulighed.

Ligestilling handler ikke kun om løn, ledelse og barsel. Det handler også om retten til at eje og styrke sin krop – uden at skulle undskylde for den plads, den kræver.

Kvinder skal ikke måles på, hvor lette de er. Men på hvor meget de kan bære – fysisk, mentalt og emotionelt.

Sundhed er ikke at fylde mindre. Sundhed er at kunne mere.

Kilder

  • Trangbæk E (1997). Kvindernes Idræt: Fra private initiativer til offentlig anerkendelse. Museum Tusculanums Forlag.
  • Dworkin SL (2001). Holding back: Negotiating a glass ceiling on women's muscular strength. Social Problems, 48(3), 277–304.
  • Royal College of Obstetricians and Gynaecologists (2020). Returning to physical activity after birth. Clinical Guidelines.
  • Bo K & Frawley HC (2019). Evidence-Based Physical Therapy for the Pelvic Floor. Elsevier Health Sciences.
  • Andreasson J & Johansson T (2014). The Fitness Revolution: Historical transformations in the global gym and fitness culture. Sport Science Review, 23(3–4), 91–112.
  • Bordo S (1993). Unbearable Weight: Feminism, Western Culture, and the Body. University of California Press.
  • Nuzzo JL (2023). Sex differences in muscle strength and training: A narrative review. Journal of Science in Sport and Exercise, 5, 123–138.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er glasloftet for kvinders styrke?

Der findes stadig et glasloft for kvinders muskeludvikling: en usynlig grænse, hvor kvinder stopper – ikke fordi kroppen ikke kan mere, men fordi kulturen signalerer, at de ikke bør.

Hvorfor styrketræner kvinder mindre tungt end mænd?

En nyere oversigtsartikel dokumenterer, at kvinder er mindre tilbøjelige til at engagere sig i tung styrketræning end mænd. Det handler ikke om individuelle valg. Det handler om, hvordan vi socialt lærer, hvad vores træning ”bør” handle om.

Er styrke bare et spørgsmål om æstetik?

At være stærk – at have en god opsparing af muskler – er ikke kun et spørgsmål om smag eller æstetik. Det er et spørgsmål om (folke)sundhed – og funktion.

Hvorfor skal kvinder styrketræne?

Du skal ikke styrketræne, fordi du skal eller gerne vil ligne nogen. Du skal styrketræne, fordi du gerne vil kunne noget – både nu og i fremtiden.