Vores dagsform skifter og påvirkes fx af, hvor godt vi sover og spiser, eller om vi er pressede arbejdsmæssigt eller følelsesmæssigt. Hvis du har en dag, hvor din energi er i bund af den ene eller anden grund, skal du ikke følge programmet blindt, men tilpasse træningen efter din dagsform - så du ikke overtrækker din kropskonto mere, end du har dækning til. Det er nemlig kun den træning du kan restituere fra, som du får glæde af.
Du kan fx nedskalere træningen ved at tage færre gentagelser, længere pauser, kortere træningstid, en lettere øvelsesvariant eller en lettere kettlebell. Du kan også lave et flow eller gå en tur i stedet. Du vil opleve, at det giver dig mere energi til din næste træning, når du respekterer dagsformen.
På en god dag med energi kan du omvendt give den ekstra gas fx med lidt kortere pauser, en tungere kettlebell eller ekstra sæt. Det vigtigste er, at du går fra træningen med mere energi.
Tegn på tilpas træning ift. dine ressourcer:
Du er hurtigt klar til træning igen
Du har lyst til at bevæge dig
Du får ikke ondt eller ubehag
Humøret er godt
Søvnkvalitet og sexlyst stiger
Din forbrænding stiger
Du oplever styrkefremgang
Musklerne bliver flot formede
Tegn på for hård træning ift. dine ressourcer:
Træthed og udmattelse
Svært at tage sig sammen til træning, ulyst til bevægelse
Øget sult og vægtstigning
Du bliver lettere syg
Sexlyst og søvnkvalitet falder
Svært ved at forbrænde fedt
Svært ved at bygge muskler op
Du oplever ubehag, får ondt eller bliver overdrevet øm