“For vi ser sgu' rigeligt med før/efter billeder uden refleksioner”…

“Må stoppe med at veje mig! 

Har været ulykkelig i flere uger, fordi min vægt er steget en del, efter jeg er begyndt at spise mere mad… 

Men så opdagede jeg lige dette her — og jeg har udelukkende trænet 'Væk mavemusklerne´ og 'Interoception'! (svarende til WAKE UP CALL-CORE og RECONNECT, som ikke rigtig føles som træning, men genopretter forbindelsen mellem hjerne og krop).

Det er jo helt skørt!” 

“Jeg blev meget overrasket over den vilde respons, der kom på mit opslag i gruppen.

Selvom kommentarerne var glade og positive, så følte jeg mig mere og mere som en bedrager, efterhånden som likes’ene tikkede ind.

For jeg er jo ikke i mål.

Jeg er jo stadig ikke tilfreds.

Jeg synes jo stadig, der er lang vej.

Og jeg har jo slet ikke trænet hårdt - overhovedet! 

Fortjener jeg så virkelig ros?”

“Jeg bøvler stadig dagligt med mit eget mindset i forhold til træningsintensiteten, og føler dagligt, jeg burde løfte noget tungt og svede mere.

Ellers er det jo ikke rigtigt…

Men jeg tror også, det er kommet MEGET bag på mig, hvor presset min krop har været de seneste 6 år med graviditet, fødsel, sygt spædbarn, enorm vægtøgning, skilsmisse, jobsøgning og mildest talt frygtelige madvaner.

Mistede appetitten totalt i skilsmissen og levede af Cola (energi) og kakaomælk (mæthed).

Selvom jeg har sørget for alting og holdt det hele sammen, så har jeg tæret på ressourcerne.

Så denne komplette nulstilling er åbenbart det, mit styresystem har brug for, og det kan ses på kroppen, hvor uforståeligt det end er…”

“Billederne var virkelig vigtige for mit selvbillede!

For vægten stiger pt, fordi jeg spiser temmeligt meget mere mad - og det gør mig bange og angriber selvværdet direkte!

Men… på billederne kan jeg jo godt se, at min krop bruger de nye byggesten til at lave en krop, jeg aldrig har haft før.

Det er dog en daglig kamp at holde fast i overbevisningen om, at retningen er rigtig.

Men jeg tager gerne den kamp.

Alene det faktum, at jeg igen har appetit og kan spise mere end en kartoffel og et lille stykke kød til et måltid, er jo en kæmpe landvinding - men omvendt skaber det også bare rigtigt meget uro på 1. sal, for mine overbevisninger kredser stadig om lavkaloriekure, begrænsninger osv."

Det er store refleksioner, det kaster af sig - alene dét at begynde at spise mere mad.

Jeg har jo aldrig tænkt mig selv som havende en spiseforstyrrelse per se…

Men omvendt, så har min stressrelaterede appetitløshed jo løst et 'problem' for mig i kraft af, at jeg således har undgået at tage på. 

Og nu, hvor jeg rent faktisk mærker appetit og har brug for mad - ja, så bliver jeg nærmest lidt skræmt og bliver presset over at spise så relativt meget mere - fordi jeg jo så kan se det på vægten.

Så selv, når man tror, man ikke er skadet, så ligger der bare nogle virkelig skumle ubevidste ting og ruger i sindet, som jo nok er skabt af en masse forskellige ting, - men nok især vores evige og evindelig adgang til andres liv på de sociale medier.

Men jeg ved nu, at forandringer hænger ikke sammen med sult.

Jeg kan stadig mærke, at jeg ikke er klar til at træne særligt tungt overhovedet, - min krop er stadig ved at opbygge energien.

Men jeg lærer jo også hos Anna at lytte efter kroppens signaler og ikke ignorere dem og 'bide tænderne sammen' og træne videre på trods af svimmelhed, sult og energimangel.