Min mormor er 80 år og kom, som jeg, min mor og min ældste lillesøster til Danmark fra Ukraine i 1998.
Hun er min daglige kilde til beundring, mod og stolthed.

Min mormors tidligere efternavn er BORTSOVA. Det betyder “fighter” – og ja, dét må man sige, at hun er.
Hun er også levende bevis på, at det aldrig er for sent; at lære et nyt sprog, begynde at træne, blive stærkere.

Den historie, som rummer essensen af min mormor på bedste vis, er fra dengang, jeg var 8 år gammel. Jeg kom for at besøge hende efter skole en dag, og hun var i fuld gang med at ommøblere sin lejlighed, fordi hun trængte til en luftforandring.

Hun havde besluttet sig for, at sofaen skulle stilles op ad en bestemt væg, og efter målene skulle den lige præcis kunne være der. Problemet var bare, da hun havde flyttet sofaen, at den lige præcis ikke kunne være der.

De fleste ville nok lave planerne om og vælge et andet sted til den sofa. Men ikke mormor. Hun havde jo set for sig, hvordan slutresultatet skulle være.
Så hun fandt en hammer og hamrede insisterende, indtil der kom et indhak i væggen – lige det sted, hvor det var smallere, end nødvendigt – så sofaen kunne rykkes ind.

Mormor Olga har ikke fået noget som helst forærende i sit liv.
Alt, hvad hun har opnået, har hun selv arbejdet målrettet for – og modbevist en lang række fordomme along the way om, hvad en kvinde er i stand til (og de fordomme stod altså i kø i det tidligere Sovjetunionen). 

Og sådan gik det til, at hun blev ingeniør, kom til at arbejde med med rum- og raketprojekter i 25 år og modtog to medaljer for sit arbejde.

Efter Sovjetunionens sammenbrud stod hun uden arbejde og startede en genbrugsforretning, hvilket var en genial idé midt i det økonomiske sammenbrud, for nogle mennesker så en mulighed i at tjene penge på at sætte egne ting til salg...

... mens andre netop fik muligheden for at købe ting de manglede uden at ruinere budgettet, og det muliggjorde hun for dem.

Hele min barndom har jeg været på arbejde med min mor og min mormor, som begge har været selvstændige inden for så mange forskellige brancher som skønhed, mode, medicinsk udstyr og metal eksport.

Det viser sig – og det er dugfrisk viden fra 2021 – at dét at have en selvstændigt erhvervsdrivende mor, er én af de stærkeste indikatorer for kvinders entreprenørskab!

I 1998, da mine forældre blev skilt, flyttede vi fra Ukraine til Danmark, og mormor solgte alle sine ting og fulgte med.
Lærte dansk i en alder af 56 år, kom straks i arbejde og begyndte at synge i koret Verdens Sangfugle med kvinder fra hele verden.

Da min mor fik brystkræft og døde kun 50 år gammel for 10 år siden, var mormor knust. Til #jegkæmperfor kampagnen i 2022, som vi lavede til Kvindernes Kampdag, fortalte hun:

Hun var min verden, mit univers. Jeg manglede alt. Jeg manglede mig selv. Det er okay, når børn begraver deres forældre, det er normalt. Men det er jo umuligt at overleve, når forældre skal begrave deres børn. 

I næsten et helt år kunne jeg ikke høre musik. Det gjorde ondt.
Det føltes som om, min sjæl var død, og med den også musikken.
Men jeg havde lovet min datter at synge igen.

Hun sagde ‘husk på dig selv’ og bad mig om at leve mit eget liv og ikke kun tage mig af andre. Så jeg begyndte at synge igen.

Jeg skulle også være stærk for børnebørnene.
De er næsten som mine egne børn, jeg har været med til at tage mig af dem, siden de blev født.

Jeg mistede selv min mor, da jeg var 44 år, og jeg følte mig så forladt i verden. Men pigerne var så unge, hele deres verden forandrede sig, de manglede deres mors kærlighed.

Et år før min mor døde, fik mormor en blodprop i hjernen. Af den slags, hvor man får problemer med at tænke, tale og gå rigtigt. Men det stoppede hende ikke.

Jeg trænede mig selv op igen med Annas styrketræning med kettlebells og øvelser for hjernen.

For jeg så min egen mor få demens. Hun kunne ikke genkende mig, og det var en meget stor belastning for familien.

Jeg vil ikke være en belastning for min familie. Så jeg kæmper hårdt og har hver dag min datters ord med mig om at ‘huske mig selv’.

Så mormor synger igen i kor, dyrker gymnastik og styrketræner.
Også selvom hun døjer med to håndled, og nu også en skulder, der har været brækkede og er vokset skævt sammen.

Og hun læser og slår alle ord op, som er svære at forstå, og hun lærer nye sprog – fordi hun er bange for, at hendes mors sygdom også ligger i kortene for hende. 
   

Jeg kæmper for at blive fysisk klar til livet, så jeg kan være der for min familie. Men jeg kæmper også mod demens.

For at min hjerne fungerer rigtigt, fordi jeg er bange for at ende som min mor. Jeg vil kunne være der for mine piger.
Så længe som overhovedet muligt.

Jeg hylder min mormor og alle de andre (kvindelige) fightere derude, i aldre, ved at dedikere øvelsen WHATEVER IT TAKES til hende.

Den hører til blandt de vigtigste grundøvelser i alle kvinders træningsarsenal – og jeg har sat min mormor til at lave den, så hun kan holde fast på sine dyrebare muskler og styrke knoglerne, mens hun genoptræner sin brækkede skulder.
Hun skal blot udføre øvelsen med sin friske arm.

Der er intet galt i at træne én side af kroppen, når den anden side ikke kan – faktisk er det med til at bevare en stor del af styrken i den side af kroppen, man ikke kan bruge, når man fortsat træner den anden side!

Når vi kommer galt afsted, er det meget naturligt at begrænse vores aktivitetsniveau og tage farten af.

Men det er essentielt at finde en måde at holde sine muskler, knogler, og ikke mindst ganghastighed (som er et udtryk for signalstyrken mellem hjerne og muskler) ved lige.

Her får du øvelsen WHATEVER IT TAKES:
(har du problemer med at se videoen, er du måske ved en fejl kommet til at sige nej til cookies - klik på det lille sorte ikon nede i højre hjørne og vælg 'tillad alle'):