Læsetid: 4 min

Helle Hein - kvinden bag begrebet Primadonna-ledelse

Måske kender du ikke Helle Hein (endnu).
Helle Hein er ledelsesforsker, og hun blev provokeret af den ensidige opfattelse af såkaldte “primadonnaer”– fremtidens medarbejdere, som nok er uundværlige og dygtige, men også ‘besværlige’ og ‘ledelsesresistente’.

De bliver også ofte opfattet som egenrådige, egoistiske og umulige at lede – hvilket Helle Hein mener er det helt forkerte syn at have på dem, og som ofte betyder, at mange primadonnaer oplever mistrivsel på deres arbejdsplads.

​Èt af de væsentligste forskningsresultater var, at dem, der af ledere og kollegaer blev stemplet som primadonnaer i negativ forstand, langt fra var barnlige, hysteriske, egocentrerede og ledelsesresistente.

Tværtimod var der et tydeligt mønster i mine data, der viste, at disse medarbejdere meget ofte var drevet af en højere sag, men at de reaktioner, som udspringer af at være drevet af en højere sag, i vidt omfang blev misforstået af omgivelserne.

(Helle Hein)
Helle Hein igangsatte derfor et forskningsprojekt med Det Kongelige Teater som case, som senere mundede ud i bogen “Primadonnaledelse” – og ja! Den ligger på mit natbord og er læst igennem mange gange!

Helle Hein observerede nemlig, hvordan visse kunstnere altid blev betragtet som hysteriske af ledelsen. I virkeligheden var de dog slet ikke det – de arbejdede blot for noget større.

Primadonnaen vil nemlig gerne gøre en forskel. Hele tiden og i en grad, så hun ikke skelner mellem arbejde og privatliv. Primadonnaen ER sit arbejde og ser det som et kald.

Primadonnaer findes ikke kun blandt kunstnere og kreative sjæle – de findes også blandt højt specialiserede medarbejdere i alle fag.

Viden om, hvad den indre ild er, som driver primadonnaer – og hvad der får dem til at brænde ud – er guld værd for både dig, der er blevet kaldt besværlig – og dig, der arbejder sammen med “besværlige” mennesker.
Her er der ikke tale om store egoer med endnu større primadonnanykker. Primadonnaen har et eksistentielt forhold til arbejdet. Hun betragter arbejdet som et kald og går på arbejde for at gøre en forskel i en højere sags tjeneste.

Primadonnaen er placeret yderst på skalaen over villighed til at bringe ofre, men det er nok en tilsnigelse at tale om villighed. Der er snarere tale om en pligtfølelse.

For at kunne gøre en forskel i den højere sags tjeneste føler Primadonnaen en pligt til altid at stræbe efter den højeste standard indenfor sit felt – en pligtfølelse, der kan være så stærk, at den indimellem byder Primadonnaen at gøre ting, som er forbundet med en høj pris. 

Til gengæld er kicket – den følelse, Primadonnaen får, når det lykkes at gøre en forskel i den højere sags tjeneste – så stærkt, at det langt opvejer den pris, der har været forbundet med at nå den højeste standard og få sit kick.


Primadonnaens kick er en stærk lykkefølelse og går langt ud over det, der kan defineres som arbejdsglæde. Primadonnaens kick er forbundet med en følelse af livsmening, og arbejdet betragtes som én blandt flere kanaler, igennem hvilken man som Primadonna skaber livsmening.

(Helle Hein)

JA, JEG ER EN PRIMADONNA

Med alle de styrker og svagheder, det indbærer.

Jeg har i mange år forsøgt at tilpasse mig traditionelle arbejdsstrukturer og relationer og brugt oceaner af emotionel energi på at overkompensere for min måde at være og arbejde på, som af mange netop bliver tillagt negative undertoner.

Og jeg har løbet stærkt for at retfærdiggøre min værdiskabelse, der er usynlig for mange, som er tilfældet med mange slags videns-, omsorgs-, og kunstnerisk arbejde.

INDTIL jeg læste Helle Heins bog – og da faldt en kæmpe sten af mine skuldre. TAK!

Jeg behøver ikke at være på konstant overarbejde for at retfærdiggøre min eksistens og mine handlinger. Jeg ved, at jeg har høj integritet.
Jeg ved, jeg er drevet af at gøre en forskel. Jeg ved, jeg skaber værdi.

Bliver jeg misforstået af andre? Ja, ofte.

Gør det noget? Nej, ikke så meget mere, som før i tiden.

Det har uden tvivl gjort en kæmpe forskel for mit mentale helbred at hvile i min egen værdi.

Måske er du også en Primadonna.
Måske er du ikke – der er 3 andre arketyper, som Helle Hein beskriver i sin bog. Men at kunne låne lidt af Primadonnaens egenskaber – kulturelt undertrykt og undervurderet – dét tænker jeg er sundt for os alle.

Derfor denne hyldest til Helle Hein.
Jeg har dedikeret øvelsen BRING IT til hende, fordi den vil hjælpe dig med at ranke ryggen og stå ved, hvem DU er. Bringe HELE dig til bordet.

Dem, der ser det og værdsætter det – det er dine mennesker. Dem, der vil misforstå… well, so be it. Det definerer ikke din værdi.

Her får du BRING IT:
(har du problemer med at se videoen, er du måske ved en fejl kommet til at sige nej til cookies - klik på det lille sorte ikon nede i højre hjørne og vælg 'tillad alle'):



Skriv en kommentar

OM ANNA

Anna Bogdanova har en akademisk baggrund inden for adfærdsdesign og psykologi samt videreuddannelse inden for bl.a. træningsfysiologi, funktionel neurologi, moderne smerteteori, stressrådgivning og anvendt hjernevidenskab.

Hun har 16+ års erfaring med at sammensætte træningsforløb til særligt kvinder 40+ ud fra en hjernebaseret tilgang, der både har fokus på muskelstyrke og hjernesundhed. Metoden sikrer, at du kommer ind i en regelmæssig træningsrytme og får maksimale resultater med minimal indsats – uanset alder, ambition og udgangspunkt.

Annas mission er nemlig at lære kvinder, hvad rigtig styrke er, og hvordan vi får adgang til den, så vi kan leve et aktivt  liv uden fysiske eller mentale begrænsninger, også langt op i alderen. 

Læs mere her

LÆS FLERE ARTIKLER