Læsetid: 9 min

LÆS - OG SE - MIT BIDRAG TIL BOGEN 'ÆRLIGE KVINDEKROPPE'

Jeg har skrevet en tekst til bogen ÆRLIGE KVINDEKROPPE af Heidi Maxmilling, som udkom i slutningen af 2022. Titlen er: Din krop er din medspiller – ikke en modspiller, og jeg har fået lov til at bringe hele kapitlet her sammen med de billeder, som Heidi har taget af mig til bogen.

Mit forhold til min krop er blevet defineret gennem store livsbegivenheder, som blandt andet tæller et stresskollaps i en alder af 23, to fødsler og min mors for tidlige død. Det er nemlig midt i de store livsomvæltninger, at kroppens reaktioner og forandringer bliver allermest tydelige. Det er her, man bliver særligt opmærksom på afstanden mellem hjernen og kroppen. Og det er i den proces, at jeg har lært min krop bedst at kende.

Takket være den viden, jeg har tilegnet mig undervejs, er jeg gået fra at opleve omvæltningerne som et udtryk for en trodsig og ikke-samarbejdsvillig krop til at se dem for det, de er; fysiologiske tilpasningsmekanismer, hvis formål det er at få mig igennem forandringerne så hel som mulig. Det har lært mig, at kroppen ikke er min modspiller. Tværtimod samarbejder den med min hjerne om at forsyne mig med energi til de opgaver, jeg står over for, og hjælper mig med at stoppe op, når jeg har opbrugt mine ressourcer. Den fungerer som den fornuftige, omsorgsfulde energiforvalter, som ganske vist kan udløse irritationer, men altid har de bedste intentioner. Og altid prioriterer overlevelse først.

Men den læring har været længe undervejs.

I et par år op til og efter mit stresskollaps ændrede mit spejlbillede sig så meget, at jeg ikke kunne genkende den person, jeg så i spejlet. De nærmest forsvindende øjenbryn. Væskeophobninger i ansigt (og krop). Matte øjne og umådelig træthed. Tørt hår, der faldt ud i totter. Ustyrlig appetit og stor vægtøgning (omkring 10 kilo på et år). Og bagom spejlbilledet: Forstoppelse og tynd mave på skift. Underlivssmerter. Grådanfald især ved fysisk anstrengelse. Ondt i alle mine led. En udmattelse, som jeg forsøgte at overdøve med energidrikke allerede fra morgenstunden. Hukommelsestab. Humørsvingninger. Angstanfald ved tanken om bunken af arbejdsopgaver, der hobede sig op. Volapyk, der forlod mine læber, i stedet for ord – især under (kraftig) menstruation.

Jeg kunne kun se det som tydelige tegn på, at min krop modarbejdede mig. Og jo mere jeg forsøgte at tage kontrol over den og vægten, des voldsommere blev reaktionerne. Jeg så ingen mulighed for at løsne tøjlerne. Det føltes som om at kæmpe med at holde døren lukket til et skab overfyldt med tøj. Hvis ikke jeg holdt trykket konstant, ville det hele jo vælte ud på gulvet!

“Og så kommer jeg til at ende som min farmor!” piskede tankerne gennem mit hoved. Billederne af min farmor som ung viste en slank skønhed, men jeg husker hende kun som den tunge, runde, bløde kvinde, der døde af hjerte-kar-sygdom mange årtier før min 100-årige friske og rørige farfar.

Forbindelsen mellem krop og hjerne

Det tog ikke mange måneder på stramme diæter og med alt for lidt søvn, overtræning og energidrikke, før kroppen kvitterede med et komplet stresskollaps. Hvordan kunne jeg dog lade det komme så vidt?

Det lærte jeg, da jeg satte mig for at forstå mere om, hvordan stress påvirker vores fysiologi, hvilket blev startskuddet til mit nuværende arbejdsliv, hvor jeg rådgiver om hvor LIVSvigtigt det er for kvinder at opretholde eller styrke vores muskelmasse - gennem stressfri træning, som giver mere energi, end den tager og genoptræner kontakten mellem krop og hjerne.

Det er nemlig en overlevelsesmekanisme at lukke af for sanseinput udefra og for kroppens indre signaler på den korte bane, så man kan spurte færdig. Synsfeltet bliver mindre, og muskler og bindevæv spænder op for at bedøve nerveenderne, så du ikke mærker smerte. Appetit og sexlyst forsvinder – du skal jo dirigere energien hen til at løbe eller kæmpe for livet, ikke til fordøjelse eller ægløsning!

Men den midlertidige bedøvelse fortager sig. Hvis det var en kortvarig spurt, og du husker at opprioritere de behov for regelmæssighed i hvile, aktivitet, næring, lys og luft, som du måske har udsat for en stund … så vil alt vende tilbage til normalen, og du vil måske endda komme tilbage i en stærkere og skarpere version. Men står spurten på for længe, vil alle de signaler, du har overhørt, bryde tifold gennem lydmuren, når den midlertidige bedøvelse aftager.

I moderne smerteforskning har man lavet forsøg, hvor man beder en person, som har haft ondt i en specifik kropsdel (lad os sige højre hånd) om at deltage i en test. Ud fra billeder i forskellige positioner skal forsøgspersonen fortælle, om den hånd, de ser, er den højre eller den venstre. Her så man ofte, at personen genkendte sin smertefrie hånd i 100% af tilfældene. Mens den hånd, der gjorde ondt, blev genkendt i langt mindre grad. Formentlig et udtryk for, at vi bevidst eller ubevidst undgår at bevæge en kropsdel, vi har ondt eller ubehag i og ved – og så bliver hjernens kort over denne kropsdel sløret og mangelfuldt, så den bliver svær at genkende.

Det kan også være udtryk for, at smerten – eller frustrationen over konsekvenserne af dem – er så stor, at hjernens overlevelsesmekanisme er at “adskille” den kropsdel fra det samlede kropsbillede. Vi kan ende med at distancere os endnu mere fra kroppen, når den gør ondt, både fysisk og psykisk, for når man ikke kan lide en del af sin krop – ikke vil se på den eller røre den – så kan hjernen ikke mærke eller genkende den.
Og det, man ikke kender, er svært at elske. Det bliver en ond cirkel, hvor kontakten fra halsen og ned bliver sværere og sværere at tænde.

Men sådan kan vi ikke skille hoved og krop ad. De hænger sammen.

Hvert år laver jeg en undersøgelse blandt mine (kvindelige) kunder om deres forhold til deres kroppe, og jeg fik gåsehud, da jeg læste, at der blandt de knap 2.500 kvinder, som besvarede undersøgelsen sidst, kun var 6,34 %, som ikke oplevede et anstrengt forhold til deres krop. Hele 71% har det svært med deres mave og vil gerne tabe sig!

Men et bedre forhold til vores krop går ikke igennem pisk og stramme skemaer. Den kan ikke drives af slankekure, skam og skældud. Vejen til en krop – og et spejlbillede – som gør mindre ondt, går via en genoprettelse af kontakten mellem krop og hjerne: At mærke sin krop. Mærke sig selv. For hvis intentionen er straf – og udgangspunktet er en fremmedgjort krop – så er det ikke underligt, at det er så svært at holde fast i en god træningsrutine eller en kostplan på den lange bane. Selv hvis de giver gode resultater.

I denne tid vinder budskabet om kropspositivisme og selvkærlighed heldigvis mere og mere frem – og der ses en større diversitet af kroppe i mediebilledet og en accept af naturlige udsving og tilstande. Men jeg møder dagligt kvinder, hvor vejen virker uoverskueligt lang at gå, hvis de skal gå fra væmmelse, utilpashed og følelsen af at være forkert i egen krop til selvkærlighed og accept.
Mange kvinder, der starter i forløb hos mig, mangler ganske enkelt konkrete teknikker til at komme i bedre kontakt med deres krop. Teknikker, som er vigtige at lære, uanset om du hører til blandt dem, der dagligt oplever deres krop som en hæmsko, eller om du generelt sætter stor pris på din krop, men oplever gener som fx oppustet mave, udfordringer med appetitregulering, inkontinens, smerter, stress-symptomer eller træthed.

Mange kvinder mangler også viden om, hvordan kroppen hænger sammen, og hvad de forskellige signaler kan betyde (fx øget tissebehov, umættelig appetit, madlede, modvilje mod bevægelse, følelsesløshed, ufrivillig vandladning). Måske har de også mistet evnen til at mærke, hvor kroppens grænser går – så de først stopper, når grænserne for længst er overskredet. Jeg har jo selv været der.

Der er faktisk kun én løsning på dette problem.
At din hjerne lærer kroppen eller den fremmedgjorte kropsdel at kende igen, så den kan integrere den tilbage i den samlede kropsbevidsthed. Du skal lære din hjerne, at berøring, bevægelse, muskelspænding og kraftudvikling i dette område ikke trigger smerte, ubehag eller skam. Det kræver, at du finder den rette øvelse eller berøring med den rette intensitet i det rette tempo og i den rette bevægebane, som du kan udføre uden at få (mere) ondt eller ubehag.

En vigtig del af genoptræningen af forbindelsen mellem hjerne og krop er nemlig at give kroppen forskellige stimuli i form af bl.a. sansning, bevægelse, muskelspænding, kraftudvikling i passende mængde, intensitet og frekvens.

Mit favoritredskab til det er helt klart styrketræning.
Fordi styrketræning kan alt det ovennævnte på et minimum af tid.
Styrketræningen må dog gerne mikrodoseres, så den giver mere energi, end den tager fra dig, og så du med lethed kan gøre udføre den regelmæssigt.
Min styrketræning – mikrotræninger på helt ned til 5 minutter om dagen – er en uundværlig luksus i min hverdag og lige så integreret som at børste tænder eller pleje min hud. Der gik dog en del år, før jeg selv forstod, hvilken betydning vores selvbillede og evnen til at mærke sin krop har for både vores overordnede stressbelastning og fysik. Og den anden vej rundt.

Men det var en kæmpe lettelse at opdage, at kroppen godt kunne regulere sig selv, uden at jeg skulle være over den som en høg. Hvis bare jeg tog mig tid til at røre den, bevæge den, spænde den, afspænde den, kunne den faktisk passe sig selv. Der var bare brug for, at jeg tog hånd om nogle specifikke, men simple behov – og forstod begrebet “passende forstyrrelse”, dvs. en indsats, som er stor nok til at skabe den ønskede effekt, men samtidig lille nok til, at den ikke opleves af nervesystemet som en trussel eller en unødvendig udskrivning.

Og det er erkendelsen af, at min fysiske og mentale formåen går hånd i hånd med respekten for min dagsform, som har gjort, at jeg kan rumme, at jeg i pressede perioder ikke kan det samme som i perioder med overskud. Men så længe jeg tilpasser min indsats til graden af mit overskud, og så længe jeg fokuserer på styrke frem for alt andet, så oplever jeg ikke de samme store udsving i min fysik, som jeg oplevede, dengang jeg med næb og kløer forsøgte at holde alle boldene i luften, uanset hvor mange flere der kom på.

Mit eget spejlbillede

Jeg kigger i spejlet hver dag, for kroppen har brug for at blive set – ikke dømt, ikke vurderet, bare set — lige så meget som den har brug for at blive mærket og rørt. For at opretholde forbindelsen.

Jeg lægger mærke til, om min krop er med mig, eller om jeg har trukket veksler på den og har brug for at tage hånd om mine grundlæggende behov. Jeg noterer ændringer i min dagsform og øver mig i at gøre det uden at være dømmende eller vurderende og uden at sammenligne mig selv med andre eller med mig selv i en anden fase af mit liv. Men med en erkendelse af, at min krop tilpasser sig så godt, den kan, til de omstændigheder, jeg er i nu og her.

Jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg med ét byder alle kropslige forandringer velkommen. Jeg har fx skullet vænne mig til, at mine bryster har ændret form efter amningen af mine to børn – og jeg har da overvejet, om jeg skulle gøre noget ved dem. Men fordi min mor døde af brystkræft, kommer jeg aldrig til at gøre andet end at acceptere dem, som de er. For det er faktisk nemmere at få gennemført en mammografi, når ens bryster er bløde og flade.

Dét, jeg mest af alt ser i spejlet, er frihed.
For når bare jeg er mentalt og fysisk stærk, bliver alting lettere.
Min krop spiller med mig og ikke mod mig, og jeg kan løbe efter mine børn uden at blive forpustet, bære byrder uden at falde sammen og har energi til at leve livet i femte gear i stedet for at træde vande i første gear.

Du kan læse mere om bogen og købe den her (affiliate-link).