Anna Bogdanova afstresning og afslapning på stranden

DET VILLE JEG GERNE HAVE VIDST, FØR MIN MOR BLEV SYG


Den 1.november 2018, ville min mor være blevet 55 år.

Men hun blev taget fra os af brystkræft natten til den 31. december 2012.
Hele sygdomsforløbet varede 1.5 år – det gik stærkt.

Canceren var aggressiv, og hver gang lægerne prøvede en ny behandling, virkede det godt i starten, men efter et stykke tid blev kræftcellerne resistente, og kræften voksede sig større og spredte sig til lungerne. Samtidig blev bivirkningerne værre og værre. Min mors immunsystem kunne ikke følge med. Jeg prøvede, desperat, at få hende i gang med træning.

Jeg ved nemlig, at kræftpatienter, der styrketræner under deres behandlingsforløb, har markant større chancer for at overleve.

Og derfor er det så VANVITTIGT, at vi har en sundheds- og slankekultur, der næsten udelukkende fokuserer på at skrælle kiloene af, med alle midler, så vi mister både muskler og fedt og ikke har noget at stå imod med!!!

(Læs mere på de links, jeg har delt i mit PS til sidst).

Bare jeg havde vidst dette

MIN MOR VAR SLIDT OP

Min mor havde det svært med træning. Hun havde været meget aktiv i sine unge år, hvor hun stod på ski og dyrkede volley. Men så kom der børn og arbejde i vejen... og min far begyndte at misbruge alkohol.

Det startede, da jeg var 6 år og blev værre og værre, indtil min mor endelig sagde stop, blev skilt og flyttede mig og min søster til Danmark i 1998. 

Men alle de år sled min mor op.
Hun lignede mere og mere et spøgelse og havde perioder, hvor hun ikke kunne rejse sig op fra sengen, men bare ligge og stirre ud i luften.

Men hun var stærk mentalt. Hun fandt kræfterne til at skabe en bedre fremtid for os og for sig selv. Hun fandt kærligheden igen med min stedfar, og min skønne mindste lillesøster, som nu er 19 år, kom til verden. 

SKAVANKERNE KOM SNIGENDE

Min mor var glad. Men hendes krop var træt.
Hendes vægt var opadgående.
Skavankerne stod for døren.
En autoimmun levertilstand blev opdaget.
Så forhøjet blodsukker og præ-diabetes…

Og jeg prøvede virkelig at få hende til at komme til mine træningstimer.
For at få gang i kroppen. Fortalte, hvordan hun burde ændre på maden, hun spiste (liiidt betændt emne at tage op familiært, indrømmet…).

Men jeg havde ikke rigtig succes.
Ikke fordi, hun ikke ville.
Men fordi, hun ikke magtede det.

Hun blev for hurtigt forpustet, følte sig svag, blev meget øm. Og så brød hun sig ikke om at svede.

Dengang vidste jeg desværre ikke nok om, hvordan man nedskalerer træningen og bevægelserne, så man magter det og kan holde til det uden at føle sig kørt fuldstændig over.

Og så ringede hun til mig den dag, hun fandt knuden i brystet...

Anna Bogdanova - det ville jeg gerne have vidst før min mor blev syg med cancer

KRÆFT, KEMO OG STYRKETRÆNING

Jeg kan huske, at jeg stod med min ældste på armen, som dengang kun var 3 måneder gammel, og jeg græd som pisket, da hun fik dommen.

Og så gik vi ellers i gang med den helt store livsstilsomlægning. Jeg magtede ærligt ikke at være projektlederen på det, så jeg fik hjælp af min gode ven og kollega Umahro Cadogan.

Kostomlægningen gjorde, at hun sig tabte sig, og lignede sig selv fra for 10 år tilbage.

Men jeg ville ikke have, at vægttabet resulterede i tabt muskelmasse, så jeg fik trumfet igennem, at vi skulle træne. Hun skulle have så meget muskelmasse at stå imod med som overhovedet muligt under sine kemobehandlinger.

Hun gjorde en kæmpe indsats i kampen mod kræft

Vi lavede lunges ned ad Strandvejen, mens jeg gik med barnevognen.
Og vi gik i gang med vægte. Men det var virkelig svært at holde frekvensen oppe.

Det var en kamp for hende at finde energien, i takt med at behandlingen skred frem, så hun havde brug for flere og flere dage mellem træningerne til at komme sig.

Hun tabte sig så hurtigt og blev svagere og svagere og fik dårligere balance – så dét, vi kunne lave af funktionel træning, kunne slet ikke få pakket muskler nok på hende. Og da kræften spredte sig til lungerne, kunne hun slet ikke finde pusten.

Jeg tænkte 'nå, men musklerne er det allervigtigste', så jeg satte hende i træningsmaskiner for at lave isolerede øvelser, så hun i det mindste lavede lidt og ikke blev udfordret af det store iltbehov, som intens helkropstræning krævede af hende.

Men det gik ikke...
Jeg kan huske den sidste gang, vi trænede sammen.
Hun måtte tage elevatoren til 1.sal i fitness-centeret, fordi hun slet ikke kunne få vejret. Og jeg havde lyst til at råbe, om hun ikke nok kunne tage sig sammen, for det gjaldt jo hendes liv.

Det var svært for mig at se denne stærke kvinde, min mor, blive så svækket.
To dage senere blev hun indlagt med vand i lungerne – og 1.5 måned senere...
trak hun vejret for sidste gang.

I hele den sorg-tsunami året efter hendes død, i talrige tanker om, hvordan det kunne være gået, hvis hun fik bygget sin krop i rette tid efter alle de hårde år... hvis jeg havde hjulpet hende med at bryde træningen ned i bidder, som hun kunne overskue...

... der blev jeg meget bevidst om, hvad jeg vil hjælpe andre kvinder med:

  • At bygge sig selv op i tide.
  • At passe på sig selv og ikke slide sig selv op.
  • At skifte fokus fra kalorierestriktioner og vægttab (nedbrydning) – til styrke og muskelopbygning.

Så man har noget at stå imod med, hvis uheldet skulle være ude, og man bliver sat ud af spil, og ikke kan holde sig aktiv.

MUSKLER ER VIGTIGERE END VÆGTTAB

Set fra mit synspunkt er det jo det rene vanvidat kvinder bruger så meget energi på at blive mindre og tabe x antal kilo – mens de ofrer sundhed, helbred og det lange perspektiv i processen. Fokus er nærmest kun på at blive tyndere, her og nu.

Men kronisk kalorierestriktion og overtræning er noget af det værste for vores immunfunktion (du kan så også lige smide søvnmangel og stress med i samme pulje). Alt sammen er noget, der er med til at nedbryde muskelmassen. Og det er noget l*rt! 

  • Det er i musklerne, du forbrænder fedt og kulhydrater, hvilket forsyner dig med energi.
  • Det er dine muskler, som producerer de immunstyrkende og anti-inflammatoriske hormonlignende stoffer myokiner.
  • Det er musklerne, der sørger for, at du kan holde dig aktiv livet igennem.
  • Og rent æstetisk, så er det altså musklerne, som former din figur. 

DERFOR SKAL DU PASSE PÅ DINE MUSKLER!

Desværre tager de fleste træningsmetoder ikke højde for, hvor livsvigtigt det er for dig ikke blot at holde på den muskelmasse, du har lige nu…
Men også genopbygge den muskelmasse, som du har tabt med alderen, og i perioder med stress og inaktivitet.
Og bygge lidt ekstra til – for netop at have en slags 'forsikring', hvis uheldet skulle være ude, og du blev sat ud af spil i en periode uden mulighed for bevægelse.

DERFOR GÅR DET FØRSTE STYKKE TID I MINE TRÆNINGSFORLØB MED AT GENOPBYGGE DET TABTE.

Reparere forbrændingen og finde den hormonelle balance. For at få kroppen til at ville samarbejde igen. Det tager tid. Mere end lynkure og bootcamps.

Men det er nødvendigt, og det er også det, der skaber resultater på den lange bane. Og vigtigst – det smadrer ikke dit helbred og dit immunforsvar.

Det vil jeg gerne have vidst, før det var for sent for min mor. Så jeg kunne have hjulpet hende med at bygge noget af den fysiske styrke op, som sivede ud af hende i alle årene op til hendes sygdom.

Og nej, det er slet ikke sikkert, at det ville have forebygget hendes sygdom og alt for tidlige død.
Men jeg ville gerne have vidst med mig selv, at vi havde gjort alt, hvad vi kunne – om ikke andet, så blot for at kunne have givet hende mere livskvalitet og overskud undervejs. Og set i bakspejlet, kan jeg tydeligt se hvor mange år i forvejen, vi skulle være gået i gang. 

Og her står jeg så i dag. Med en utrættelig mission om at hjælpe så mange kvinder som muligt med at opbygge en stærk, stressfri og smertefri krop, så de kan stå stærkere i både medgang og modgang.

Måske jeg også kan få lov til at hjælpe dig?

Men det kan kun lade sig gøre ved at starte med acceptere og omfavne ens sårbarhed – ud fra et ønske om at passe bedre på sig selv. Ikke piske sig selv ud over egne grænser.
Noget, jeg selv hver eneste dag må øve mig i at blive bedre til.

STYRKE OG SÅRBARHED ER NEMLIG - SOM YING OG YANG - TO SIDER AF SAMME SAG

Dét er den største lektie, min mor har lært mig.

Jeg har forsøgt at udtrykke det i dette digt, som skrev jeg til hendes begravelse:


Vores symbiose, vores ånd
Er ikke ovre – tværtimod.

Mit hjerte gemmer på din ånd,
Selvom du denne jord forlod.

Jeg trækker vejret, og hver gang,
Er der et øjeblik, stunder, minder.

Op dukker både savn og sang,
Dit nærvær herfra ej forsvinder.

Da var engang, jeg ikke forstod,
Hvordan du sårbar også kunne være.

Når du nu bar det stærke lod,
At se dig skrøbelig var ik' til at bære.

Nu, hvor jeg er helt knust af sorg,
Så bar, så tom – men stærk og rolig.

Kan jeg ik' undgå at føle omsorg,
Fordi du viste mig så fortroligt

Dét som jeg ikke kunne rumme før:
Hvordan at styrke eksisterer

Kun hvis man blotte sig helt tør,
Og lade sin sjæl dekonstruere.

For så at genopstå igen,
Stå stærkere end nogensinde.

Du er mit alt – min mor, min ven,
Tak for hvert uvurdérligt minde!

Tak for det større perspektiv,
Og for din smukkeste fortælling.

Hvad du har lært mig hele mit liv,
Har aldrig givet mere mening.

Tak fordi du læste med.

❤️

KH Anna

PS. Et par links om sammenhæng imellem træning/muskelmasse og kræft:

Dansk forskning: 
Derfor kan motion bremse kræft

National Cancer Institute: 
Physical Activity and Cancer

Og her var jeg inde for at tale om emnet i TV2Lorry:

     

Explore my blog

DET ER IKKE SYND FOR DIG!

DET ER IKKE SYND FOR DIG!

Det er ikke synd for dig, når du træner efter dagsformen og måske er nødt til at skalere en øvelse eller træning ned. Det er derimod at træne klogt.  Læs mere