Jeg hedder Anna Bogdanova. Jeg har gennem de sidste 16 år specialiseret mig i at undervise kvinder i, hvordan de kan opbygge mere fysisk og mental styrke og modstandskraft – og så har jeg brugt det meste af mit voksne liv på at forstå ét centralt spørgsmål:
Hvordan får vi egentlig en krop og et hoved, der kan være med på alt det, vi gerne vil? Både nu, men også når vi bliver ældre.
Det har ført til en ny måde at anskue vores sundhed på, som handler om ressourcer – vores menneskelige ressourcer – vores kropsøkonomi:
Hvad har du at gøre godt med i dag?
Hvad bruger du af fysisk og mental energi?
Og hvad investerer du i din fremtidige kapacitet?
I min træningsklub STRONG THINGS og i min podcast Hvad regner du med?! lærer jeg dig at forstå kroppens usynlige regnskab – og handle på det.
For det handler ikke om at "gøre det rigtige". Det handler om at forstå, hvad kroppen har brug for, når livet kræver noget af os – og så vide, hvordan man selv kan give den det.
Det handler ikke kun om at styrke den enkelte krop, men også om at ændre det system, vi forstår vores sundhed igennem.
Når flere lærer at læse og forvalte deres kropsøkonomi, kan vi nemlig skabe en sundhedskultur, der bygger op – ikke bare reparerer.
Min vej hertil
Det her er personligt for mig. Jeg har prøvet at have en kropsøkonomi i så stort minus, at jeg ikke kunne stå på mine egne ben. Jeg har set mine nærmeste være i underskud, da alvorlig sygdom ramte og ikke have noget at stå imod med. Og jeg har ikke altid været fysisk aktiv og forvaltet min kropskonto særligt klogt.
De første 18 år af mit liv havde jeg nul interesse for sport.
Jeg pjækkede fra idræt og sad stille det meste af tiden. Min vej ind i træning kom, da jeg så et billede af mig selv bagfra og fik lyst til at lave øvelser fra et dameblad. Det var ikke en holdbar strategi, men det blev mit startpunkt.
Efter en kort fase med stepmaskiner og lignende instrumenter, som jeg hverken var god til eller fik resultater af, faldt jeg (heldigvis!) over et fitness magasin og opdagede vægttræning. Og der var faktisk noget træning, jeg var god til! Som ikke udmattede mig og akut gav mig følelsen af at være stærk og uovervindelig.
Jeg tør godt sige, at styrketræning ændrede mit liv. Alt blev lettere. Jeg fik lyst til mere bevægelse i min hverdag. Jeg fik mere energi. Færre humørsvingninger. Kunne slappe af med min mad (og spise mere), uden at det satte sig rundt om maven eller på hofterne – det blev til muskler i stedet!
Overtræning og stresskollaps
Men jeg havde også en periode, hvor jeg trænede for hårdt. Arbejdede for meget. Spiste for lidt. Sov for lidt. Levede af energidrikke. Det endte med, at jeg gik ned med et stresskollaps, fik en nakke prolaps og uforklarlige smerter og spændinger i hele kroppen. Jeg tog på, kunne ikke få kontakt til min egen krop igen, og ingen af de klassiske råd mod stress virkede.
Men det var også det, der gjorde mig nysgerrig. For hvorfor crashede min krop, når jeg gjorde alt ‘det rigtige’ (aka trænede meget og spiste sundt (læs lidt))?
I min søgen efter svaret og i mødet med mange kunder, gik det op for mig, hvad der er galt med alle de traditionelle kom-i-form strategier: De går alle sammen ud på ‘spis mindre, træn mere’ — det vil sige tanken om, at man skal være i energiunderskud for at være sund/slank/smuk (indsæt selv)...
Men det har dramatiske konsekvenser for vores helbred.
For når vi er i kronisk energiunderskud eller konstant veksler mellem underspisning og overspisning, overtræning og ingen træning, og hele tiden skifter gear mellem skiftende krav, bidrager dette yo-yo mønster til en dyssynkronisering af vores vitale processer:
fx produktion af kønshormoner som østrogen, menstruationscyklus, immunforsvar, knogleopbygning, afgiftning, ledningshastighed i nervebanerne, hjernekapacitet, hudkvalitet og muskelmasse – samt øger risikoen for autoimmunitet og andre helbredsproblemer.
Alt dette sker i kroppens forsøg på at skrue ned for et kronisk overforbrug af vores menneskelige ressourcer.
Styrke som sundhedsstrategi
Vores muskelmasse falder helt naturligt med alderen… hvis vi ikke sørger for at holde på den ved at træne musklerne. Og det kan, uden at overdrive, være et spørgsmål om liv eller død.
Da jeg mistede min mor for for flere år siden til kræft, så jeg hende svinde lynhurtigt ind til, fysisk talt, ingenting. Hun havde aldrig trænet, så hun havde ikke noget at stå imod med, og jeg vil altid tænke på, om styrketræning kunne have givet hende et stærkere udgangspunkt – ikke kun til at klare den livsnødvendige behandling bedre, men også til at øge hendes chancer for at komme sig efter sygdom, ulykker eller andre alvorlige hændelser.
Men vi kom for sent i gang.
I dag arbejder jeg derfor ud fra princippet om, at vi skal bygge mere op, end vi bryder ned. Vi skal have en krop, vi kan regne med. Ikke bare i gode tider, men også når livet trækker veksler.
Og muskler er ikke bare pynt. De er vores vigtigste sundhedsopsparing. De beskytter os mod inflammation, stress, knogleskørhed, funktionstab og meget mere. Og min tilgang til træning er enkel: Du skal ikke gøre det perfekt. Du skal bare gøre det muligt.
Træning som middel, ikke mål
For mig handler træning ikke så meget om perfektion eller udseende – men om at kunne. Men muskler er både power og pynt, og muskeltræning er noget af det mest bæredygtige, du kan gøre for både din indre styrke, dit spejlbillede og følelsen af at være godt tilpas i din krop. Vi træner for at kunne bevæge os frit, gøre mere af alt det, vi holder af, og bære os selv gennem livet med styrke og uafhængighed – også når livet vipper. Træning er ikke målet i sig selv, men midlet til at nå det, der virkelig betyder noget.
Jeg lever og ånder ikke for min træning – men for de ting, den gør mig i stand til.
Jeg træner 1-2 timer om ugen – i pressede perioder kun 5 minutter om dagen!
Er det virkelig nok, bliver jeg ofte spurgt. Og ja, det kan godt lade sig gøre at bygge op eller i det mindste vedligeholde det, man har, med mikrotræning – 5-15 minutter om dagen, uden udmattelse, uden at syre til, uden at miste energi, men i stedet få mere af den. Og ja, kroppen strammer sig faktisk op, og vægten regulerer sig, uden at du behøver at udøve stram kontrol.
Et eksempel på musklernes magt, og hvor lidt tallet på vægten behøver at betyde: Der er 22 år mellem disse billeder af mig – men også +22 kilo.
Det kræver noget af programmeringen og progressionen i øvelserne, for at få det hele på den halve tid (eller mindre). Nørderier, som du ikke behøver bruge din tid på (med mindre du har lyst!) – for det har jeg allerede gjort for dig i træningsklubben STRONG THINGS. Sammensat træningen på en måde, som giver størst effekt både nu og på den lange bane – så du kan regne med din krop, og den kan regne med dig.