Du vil måske ikke tro det.
Men billederne taler sandt.

Ok, faktisk ikke helt - for billedet fra 2007 er drøn-photoshoppet af min søde tidligere kollega Mads, som godt kunne regne ud, hvor ked af jeg ville blive af det nye portræt til firma-hjemmesiden.

Så han fjernede rander og poser under øjnene, så godt han kunne.
Og de røde knopper i hele ansigtet.
Jeg tror også, at han tog lidt af hagen og kinderne.
Og hurra for det sort/hvide filter.
(Billedet fra 2016 er en urørt selfie, kun vipperne er dullet op).

Lavt stofskifte eller auto-immun tilstand!

Hvilken historie er det så, at de billeder fortæller? Og som end ikke photoshop kunne gøre noget ved?

2007:

• De nærmest forsvindende øjenbryn.
• Væske ophobninger i ansigt (og krop).
• Matte øjne og umådelig træthed.
• Tørt hår, der faldt ud i totter.
• Ustyrlig appetit med stor vægtøgning til følge (omkring 10 kg på et års tid).

Og bagom billedet:

• Forstoppelse og tynd mave på skift.
• Voldsomme underlivssmerter.
• Grådanfald tangerende til det hysteriske - især ved fysisk anstrengelse.
• Ondt i alle mine led.
• Udmattelse - som jeg ellers forsøgte at overdøve med en rigelig mængde energidrik fra morgenstunden af.
• Hukommelsestab.
• Angstanfald ved tanken om bunken af arbejdsopgaver, der hobede sig op.
• Volapyk, der forlod mine læber i stedet for ord, især under (kraftig) menstruation.

…sikkert også en masse andre ting, jeg lykkeligt har fortrængt.

Før- og efter billederne kunne have været en beretning om, hvordan jeg i 2007 led af ikke opdaget lavt stofskifte. Og hvordan jeg i 2016, efter mange års kamp, endelig fik sat en diagnose på og fået den rette medicin.

Det er IKKE den historie.

I 2006 var der endnu ikke fokus på stofskiftelidelser.
Der var heller ikke fokus på binyretræthed, som kom på manges læber før lavt stofskifte.

Det er jeg faktisk lidt glad for, med den viden og erfaring jeg har nu. At jeg ikke fik sat noget mærkat på, hvordan jeg havde det.

Og ved du hvad…

Måske havde mine blodprøver vist lavt stofskifte eller en auto-immun tilstand, hvis jeg havde fået lægen til at tage nogle udvidede prøver dengang. (De normale prøver viste ikke rigtig noget).

Men det gjorde jeg ikke.
For at være helt ærlig, så magtede jeg ikke så meget.

Et år efter før- billedet blev taget gik jeg ned med flaget.
Kom ikke ud og døren og på arbejdet.
Blev opløst i gråd og gik i seng.

(Tænk, at jeg egentlig holdt ud i et helt år med de symptomer, inden kroppen sagde helt fra. Jeg forsøgte bare at hænge i så godt som muligt. Det var slet ikke faldet mig ind, at det både var nødvendigt og muligt at ændre noget som helst ved mit liv.)

De efterfølgende måneder foregik i en tåge.
Jeg sov. MEGET.
Jeg kom op i fitnesscentret, men kunne slet ikke træne.

Så jeg lå skiftevis nede på en skumrulle og stod og lavede lidt mobilitetsøvelser for fødder og hænder og nakke og kæber. Det kunne tage mig 1.5 time at komme i gennem få simple øvelser, for jeg skulle lige holde pauser ind imellem og ligge ned.

Min virkelig dejlige mand (red. Jacob Søndergaard), som først slet ikke kunne sætte sig ind i, hvordan og hvorfor jeg egentlig havde det sådan dér, var meget støttende og løsningsorienteret.

Så han gik i gang med at læse i fysiologibøgerne.
De her to bøger i blandt, som i dag fast ligger på mit skrivebord og som jeg regelmæssigt vender tilbage til i mit arbejde med klienter.

"Why Zebras Don’t Get Ulcers"

og

“The Endocrine System in Sports and Exercise”

Og så læste han nogle passager op omkring, hvordan HPA-aksen (forbindelsen mellem hypothalamus og hypofysen i hjernen - og så binyrerne) fungerer under stress - og dét begyndte at forklare mange af de symptomer.

(Det er i øvrigt hjernen, der responderer på forhøjede cortisolniveauer udskilt af binyrerne, der vælger at skrue ned for de signaler, der stimulerer produktionen af cortisol i binyrerne. Altså ikke binyrerne, der bliver trætte. Men hjernen der slukker for kontakten, i forsøg på at genoprette homeostasen, den naturlige balance. Var lige nødt til at præcisere.

Forklaringen var enkel. Mit system var stærkt overbelastet.

Min krop ville gerne, men KUNNE IKKE samarbejde med mig længere.
Der var faktisk ikke noget galt med mig.

Min krop udviste en heeeelt normal reaktion på, hvad den havde været udsat for i en årrække op til min kollaps.

Og jeg var heldig, at jeg knækkede og trak stikket helt, førend jeg ramte det fysiologiske "point of no return". Dér, hvor mine symptomer ikke gik væk, men i stedet udmøntede sig i en kronisk tilstand, der krævede medicinsk behandling.

Vejen tilbage var det modsatte af, hvad jeg havde gang i mange mange år forinden.

• Glem alt om mere, end max én aftale om dagen.
• Glem alt om tunge vægte.
• Glem alt om noget som helst der fik min puls op.
• Glemt alt om at forsøge at skære ned på kulhydrater og chokolade i forsøg på at tæmme fedtdepoterne.
• Glem alt om at vende tilbage til det gamle projektlederjob (min stresskollaps er grunden til, at du læser denne mail, som jeg ikke kan lade være med at skrive, fordi jeg arbejder med dét jeg inderligt elsker på en måde, der styrker mig hver eneste dag).

Hvad gjorde jeg så?

• Jeg måtte tage en dag ad gangen.
• Jeg måtte have ro. Meget ro.
• Jeg måtte sove formiddags-, middags- og eftermiddagslure.
• Jeg måtte have regelmæssige måltider.
• Jeg måtte slutte fred med at aflyse sociale arrangementer 9 ud af 10 gange.

Det jeg havde allersværest ved, var at det tog min hjerne over 1.5 år at komme tilbage på det sædvanlige relativt skarpe niveau, hvor jeg kunne tænke lidt længere end blot én beslutning ad gangen. Så jeg fik læst mig frem til en række kosttilskud, som jeg kunne tage for at få min kognitive funktion tilbage, og der begyndte det at gå lidt hurtigere den rigtige vej.

Mens jeg reparerede hjernen, måtte jeg slutte fred med, at jeg i en lang periode erstattede faglitteratur med svenske krimier. Det var ikke lige så frustrerende at glemme handlingen dér - så kunne jeg jo læse dem igen med samme førstegangsspænding.

Men vigtigst af alt. Jeg måtte slippe tanken om at komme ned i fedtprocent og ligne en fitnesspige (året rundt).

Det havde ellers været min drøm i mange, mange år, efter jeg begyndte at styrketræne og hænge ud i hele det kropsfikserede fitnessmiljø.

Fitnessmiljøet, som heppede højlydt, da jeg var ved at køre min krop i sænk med vilde træningspas og diætforsøg med et krævende job on the side (det var "sejt") - og som kun havde hånlige kommentar tilovers, da jeg gik ned med flaget.

Jeg er glad for, at det først er mange år senere jeg tilfældigt stødte på en kommentar et sted på nettet om, hvor latterligt det var jeg var begyndt at arbejde med sundhed, når jeg var sådan en der ikke kunne klare mosten og "sikkert ikke engang kunne tørre mig selv i røven" (for det er jo ikke sejt at udvise svaghedstegn).

Nå men jeg kunne i hvert fald ikke gøre dét, der skulle til for at ramme bikiniformen med en fedtprocent på 13, så jeg satte den plan på stand-by.

For jeg kunne ikke slippe drømmen helt - og blev først enig med mig selv om, at den pris det ville koste mig, var jeg på ingen måde klar til at betale, flere år senere.

MIN KROP BEGYNDTE AT SAMARBEJDE

Umiddelbart efter, at jeg crashede og begyndte at passe på mig selv - på den der næsten helt banale måde - slap jeg en hel del væske.

Så min krop begyndte allerede dér at reparere sig selv og komme tilbage til min normale figur.

Men det tog 2-3 år med...

• øvelse i at vælge fra på opgaver og relationer, der drænede mig - og vælge til på dét, der styrkede mig
• arbejde med mit alt eller intet mindset
• regelmæssig prioritering af min søvn og min hvile
• passende mængder nærende mad,
• passende mængde træning
• med passende indlagt træningsfri perioder

...førend min krop kom i virkelig god form.

Udviklingen skete hele tiden stille og roligt, men lige så snart jeg pressede citronen, så røg jeg lidt tilbage.

Så det måtte jeg lære at acceptere.
Ikke at forcere processen.
Ikke at stille mig selv umulige krav om perfektion.
Ikke lade mig blive forført at drastiske strategier til smide det fedt, der havde sneget sig på i alle de år, der byggede op til min stresskollaps.

Spol frem til år 2017.....

Jeg har fået min krop tilbage.

Nej, streg det. Jeg har fået en krop, som jeg ikke engang havde før. Stærkere, mere modstandsdygtig. Mere værdsat.

• Jeg videreuddannede mig i anvendt neurologi, fysiologi og psykologi - og det fine samspil mellem hjerne og krop.
• Jeg forstod konceptet med den passende forstyrrelse.
• Jeg lærte at træne og spise på dagsformen.
• Jeg lærte at ned- og opskalere - og tilpasse planen mit liv, og ikke omvendt.
• Jeg lærte, at fremgang ikke er lineær, men kommer i bølger.
• Jeg lærte, at det ikke handler om aldrig at falde af hesten - men om at tilgive sig selv og komme op igen.
• Jeg lærte, at man kan nå længere uden at bukke under, når man omgiver sig med kærlige mennesker med samme grundlæggende kerneværdier (det særlige tak går herfra til mit superteam af nu 26 dedikerede dygtige mennesker - sammen er vi stærkere! 

Og jeg - og mig team - har i skrivende stund lært lidt over 6.000 kvinder, hvordan de ikke blot kommer tilbage, men også når længere efter de hårde perioder.

Mindre slidt. Mere styrket. I sind og krop.
Og vi kan også hjælpe dig.

"Men Anna, hvad med mit spejlbillede?"

Jeg kan SÅ godt forstå, hvordan man kan se sig sur og ked af det på sit spejlbillede. Og tænke: “Nu, NU skal jeg gøre noget ved det. Fjerne dét, der ikke skal være der”.

Måske få lyst til at slanke eller svede det væk.

Men jeg vil invitere dig om bag ved spejlbilledet.

• Hvilken historie fortæller det?
• Hvad er der sket i dit liv, som har formet dit ansigt og din krop til, hvad du ser i spejlet nu og her?
• Hvad har du brug for at reparere?

...genopbygge?
...nære?
...give opmærksomhed?
...tage kærligt hånd om?
...sige farvel til?

Så vil dét, du gerne vil have væk fra spejlbilledet blive erstattet med et resultat af den respekt, anerkendelse, værdsættelse du giver din krop.

Din refleksion, din udstråling, dine billeder vil begynde at bære tegn af, at du passer på dig selv.