Læsetid: 5 min

Stabil vægt er vigtigere end vægttab

5 STÆRKE TAKE-AWAYS

  • Mange tror, at vejen til drømmekroppen går gennem vægttab – men det er ikke sikkert, at du har brug for at tabe dig. Mange har brug for at tage på – i muskler!
  • ‘Spis mindre, træn mere’ er ikke løsningen på at lande på en vægt, som du trives med, uden at det vil føles som en evig kamp at vedligeholde den. 
  • Alt for mange spiser for lidt, når de vil tabe sig, og hjernen har lært gennem utallige kure, at kroppen kan klare sig på mindre – og stadig holde (lige)vægten.
  • Løsningen er at hæve ligevægtsindtaget, så du kan spise mere (og i øvrigt få mere energi) – uden at tage på.
  • Vi forbrænder fedt og kulhydrater i musklerne – styrketræning med stabil progression giver dig stærkere og mere velformede muskler og øger forbrændingen.


“Jeg elsker mig selv og min krop. Men jeg hader min overvægt. Af hele mit hjerte." 

Disse linjer landede for nyligt i min indbakke. Og det er ikke en enestående henvendelse.

"Jeg ved godt, det er lidt forbudt at tale om – og ønske sig – vægttab i dit univers. Men vil du ikke fortælle mig, helt ærligt?

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg virkelig, virkelig har brug for at komme af med de mange kilo, der har sneget sig på igennem de seneste år?

Og – ikke mindst! – hvis jeg virkelig gerne vil lykkes med IKKE at tage det hele på igen??"

For det første: er det ikke forbudt at ønske sig vægttab i mit univers. Men vi er nødt til at tale om, hvordan man griber det an, for at det ikke koster dig dit helbred.

Dernæst:

HAR DU OVERHOVEDET BRUG FOR AT TABE DIG?

At have en høj vægt er i sig selv ikke noget problem, så længe vægten er stabil (altså ingen yo-yo) – og du er fysisk aktiv. Ikke blot træning, men også en god sjat hverdagsbevægelse.

Kvinder, som har en stabil kropsvægt livet igennem (med udsving på under 5% af deres kropsvægt), lever ifølge nyere forskning længere. Selv hvis de ligger i kategorien ‘svært overvægtig’.

Det, som kan være problemet i forhold til vægt – er vægtøgning. Når der år for år kommer flere kilo på sidebenene – ikke i form af muskler, men som støt stigende omkreds over hele kroppen, især rundt om livet.

Et højt taljemål (talje divideret med højde giver mere end 0,5) er udtryk for kronisk inflammation, som også øger risikoen for en lang række sygdomme.

Men vægten alene er ikke nødvendigvis et problem. Fedtfordelingen, forholdet mellem fedt og muskler, fedt- og muskelkvalitet og tendensen i vægt/fedtøgning kan være det.

Før vi overhovedet overvejer vægttab, bør vi tale om at stoppe vægtøgning. Flere har sagt til mig, at det virker uambitiøst. Men det er alt andet.

Det er ikke en lille ting at få vægten til at stå stille, når tendensen over de seneste år har været, at den er kravlet op og op. Det er en kæmpe milepæl!



TAGER DU PÅ, FORDI DU PRØVER AT TABE DIG?

Ja, det lyder paradoksalt.
Men det er min erfaring, at de fleste får problemer med vægten, fordi de er så bange for at tage på, at de har forsøgt at holde vægten nede ved at spise mindre og træne mere.

Det betyder, at de holder vægten på et meget lavt antal kalorier, fordi hjernen har indstillet sig på at kunne klare sig for mindre.

Setpoint – den grundindstilling, som din krop bliver ved med at vende retur til, uanset hvad du gør – eller der, hvor du holder vægten stabilt – bliver lavere. Der skal mindre til, før du tager på.


Så giver du den måske bare endnu mere gas. Går på en hårdere bootcamp, spiser endnu mindre. Og du når måske også i mål.

Men for langt de fleste sker det kort efter… at fortiden indhenter dem, og vægten lander samme sted som før. Og vi bebrejder os selv for at mangle rygraden til at holde fast.

Men det handler ikke om manglende rygrad. Det handler om den forkerte strategi, som er baseret på at skabe energiunderskud: mere træning, mindre mad. Du kan ikke holde til det i længden, og det er som at svømme imod den vildeste modstrøm. 

DET FØRSTE DU BØR GØRE, HVIS DU VIL TABE DIG

Mit vigtigste råd til dig, der virkelig gerne til tabe dig:

Du skal løfte dit ligevægtsindtag.
Så du kan spise flere kalorier, men holde vægten.
Så du får mere energi til at kunne træne effektivt og investere i opbygning af dine muskler og knogler. Som netop er det væv, der forbrænder fedt.

(her er en video, hvor jeg forklarer mere om, hvorfor du kan have svært ved at tabe dig, selvom du skærer ned på kalorierne - hvis du ikke kan se den, har du formentlig sagt nej til cookies, men hvis du accepterer dem og genindlæser siden, bør du kunne se videoen)



Jeg kan sige, at efter flere års erfaringer fra over 10.000 kvinder, som har været igennem mine programmer – og er lykkedes med at opnå et helt nye spejlbillede og et sæt vaner, som de holder fast i efter 2-4-6 år – så har de størst succes med følgende strategi:


Skift fokus fra vægttab til ommøblering.
Til at mindske din fedtmasse ved at øge din muskelmasse.

Det er nemlig så meget lettere at skabe holdbare resultater og forme den nye figur, som du med lethed kan holde fast i, når der ikke rykkes alt for voldsomt ved dit vægt-setpoint, som hjernen forsøger at holde fast i for enhver skyld.

Og når muskler flytter ind og former din krop – så oplever de fleste altså, at de slet ikke skal tabe sig så meget (hvis noget overhovedet), som de troede.



HVORFOR MUSKLER ER VEJEN TIL VÆGTBALANCE

En større og stærkere muskelmasse kan generere større kraft pr. tid, så du opnår højere forbrænding både under og efter træning.

En større og stærkere muskelmasse bidrager til, at hverdagsbevægelse opleves mindre anstrengende og lettere at få gjort (og det står for en stor andel af den samlede forbrænding).

Når du styrketræner med stabil progression, giver du kroppen grund nok til at forme musklerne og forbrænde det overflødige fedt. UDEN at være på konstant kur.

Det er selvfølgelig ikke ligegyldigt, hvad eller hvordan du træner, hvis du vil have mest muligt ud af mindst muligt. 

Det er her, at målrettet, doseret, systematisk styrketræning i mikroformat kommer til sin ret. Den korte varighed sikrer, at din hjerne ikke registrerer den fysiske aktivitet som en stor udskrivning på energikontoen i en krop, som i forvejen er lav på energi.

Den høje kvalitet og aktivering af stor mængde muskler og knogler, sørger derimod for at "opdatere" det software i din hjerne, som har ansvar for vægtregulering.

En nem og effektiv måde at komme i gang med mikrotræning, er mit express-program Express Opstrammer – 28 dage med 5 minutters dagligt træning (eller mere), som aktiverer dit indre shapewear og løfter og styrker formerne.

Prøv 3 øvelser fra programmet her:



Hvordan har du det med din vægt? Er den i balance eller har du været på kur efter kur efter kur gennem årene – og hvordan opfører din vægt sig så nu?
Del gerne herunder ⬇️

4 kommentar/er

Hej M

Super dejligt at høre, at du har en stabil vægt og god muskelmasse. Det er et godt fundament at bygge videre på.
Du kan få hjælp til at vægttab og styrketræning uden om smerterne i Annas klub Strong Things med vores vejledning i Forum.

Mvh Ditte, Exercise Specialist fra Anna Bogdanovas team

Ditte fra Anna Bogdanovas team juli 10, 2024

Hej Susanne

Der kan være flere årsager til at vægten stiger. Har du prøvet Annas tips i blogindlægget om at løfte ligevægtsindtaget?
I Annas klub Strong Things, kan du få vejledning til at rette kursen op på en bæredygtig måde.

Mvh Theodora, Kommunikationsassistent fra Anna Bogdanovas team

Theodora fra Anna Bogdanovas team juli 10, 2024

Min vægt er efter års yoyo vægt endelig stabil, men jeg er svært overvægtig. Har dog trænet meget tidligere (roning) og har god muskelmasse. Pga. knæsmerter træner jeg hos fysioterapeuten. Vil allerhelst tilbage til kettlebells igen.

M juli 04, 2024

Synes vægten bare går op og det sætter sig på mave og bagdel

Susanne juni 30, 2024

Skriv en kommentar

OM ANNA

Anna Bogdanova har en akademisk baggrund inden for adfærdsdesign og psykologi samt videreuddannelse inden for bl.a. træningsfysiologi, funktionel neurologi, moderne smerteteori, stressrådgivning og anvendt hjernevidenskab.

Hun har 16+ års erfaring med at sammensætte træningsforløb til særligt kvinder 40+ ud fra en hjernebaseret tilgang, der både har fokus på muskelstyrke og hjernesundhed. Metoden sikrer, at du kommer ind i en regelmæssig træningsrytme og får maksimale resultater med minimal indsats – uanset alder, ambition og udgangspunkt.

Annas mission er nemlig at lære kvinder, hvad rigtig styrke er, og hvordan vi får adgang til den, så vi kan leve et aktivt  liv uden fysiske eller mentale begrænsninger, også langt op i alderen. 

Læs mere her

LÆS FLERE ARTIKLER