HVAD ER DIN IDEALVÆGT?
5 STÆRKE TAKE-AWAYS
- For rigtigt mange kvinder vækker det negative følelser at bevæge sig op på badevægten.
- Vores idealvægt er slet ikke et tal, men derimod en stabil vægt.
- Du skal ikke træne for vægttab, men derimod for styrke.
- Har man en stabil vægt, lever man længere, er sundere og dyrker mere fysisk aktivitet.
- Formålet med fysisk aktivitet bør ikke være I stedet for at måle vores velvære og sundhed efter tallet på vægten, bør vi have fokus på, hvad vi gerne vil kunne og faktisk kan med vores krop.
VED DU, HVAD DIT BMI ER?
Jeg kender ikke mit. Og i langt de fleste tilfælde er det heller ikke relevant. Bortset fra, at det selvfølgelig kan virke sådan, når man fx går til lægen og bliver stillet op på vægten…
... og til ansvar for et tal, som man regner sig frem til uden egentlig at tage hensyn til mennesket bag cifrene.
Men der er i vores samfund generelt alt for meget fokus på vægt – og ikke nok på at have en krop, der kan det, man gerne vil med den. Og har det godt i. Derfor er det heller ikke så overraskende, at så mange kvinder får det dårligt med sig selv, hvis de bevæger sig op på badevægten.
Her er blot et lille udpluk af de svar, jeg fik på Instagram, da jeg spurgte, hvilke tanker der går gennem jeres hoveder, når (hvis!) I vejer jer:
Dagen efter skulle jeg i GO’ Morgen Danmark på TV2 og tale om netop vægt – og hvordan både vores egne og andres forventninger til tallet på vægten påvirker vores adfærd, selvbillede og helbred. Det vakte genklang hos tusindvis af kvinder, der har kommenteret på opslag om det og sendt beskeder og spørgsmål til min indbakke. Ét af dem går igen. Nemlig: Hvad er min idealvægt?
For til TV2 sagde jeg:
“Rigtig mange kvinder har et urealistisk billede af, hvilken vægt der er deres idealvægt. Men en idealvægt er faktisk en stabil vægt, fordi kvinder, der har stabil vægt hele livet igennem, lever længere, er sundere og dyrker mere fysisk aktivitet.”
DIN idealvægt er altså den vægt, du ikke skal kæmpe for at holde dig på. Den vægt, hvor du har energi, vågner udhvilet om morgenen, har lyst til at bevæge dig, har det rart i dit tøj… og nej, det kan man faktisk ikke sætte et tal på.
Men kvinder, som har en stabil kropsvægt livet igennem (med udsving på under 5% af deres kropsvægt), lever ifølge nyere forskning faktisk længere… selv hvis de ligger i kategorien ‘svært overvægtig’.
Men hvordan holder du så vægten stabil på den lange bane?
Du bygger muskler!
Med alderen mister vi nemlig både muskelfunktion og muskelmasse, medmindre vi holder det ved lige med muskelopbyggende styrketræning.
Mindre muskelmasse resulterer i nedsat insulinfølsomhed, hvilket så ofte resulterer i netop øgning af fedtmasse.
Mange bliver bange for vægtøgningen og begynder at angribe det ved at skære ned på kalorier, hvilket ofte blot resulterer i endnu mindre muskelmasse… og dermed mindre af det væv, der netop gør os insulinfølsomme, og tager man derefter på igen, består det derfor af fedtmasse.
Men muskelopbyggende træning forebygger aldersrelateret insulinresistens og holder både vægten stabil og vores funktionsniveau højt.
Og bare rolig, du bliver ikke for stor! Muskelopbyggende træning forebygger blot den muskelnedbrydning, der sker på grund af alder, stress og inaktivitet. Derfor kan vi også kalde den anti-nedbrydende.
Træn for styrke, ikke for vægttab
Så glem træning, der handler om at svede så mange kalorier af på så kort tid som muligt og hav i stedet fokus på at opbygge mere styrke. 65% af dem, der falder fra træning, har i øvrigt ofte haft alt for høje ambitioner om, at træningen skulle resultere i et vægttab. Men det bør ikke være formålet med at træne – og træning får alt for trange kår på kalorierestriktion, både fordi du vil mangle energi, men også fordi det tærer på din motivation.
Mål i stedet din succes i, hvad træning gør ved din sindstilstand og styrke. Langt flere (helt op til 6 gange så mange) dør af at være stillesiddende og inaktive end af svær overvægt – er det ikke tankevækkende? Så fysisk aktivitet er en langt klogere og vigtigere investering i din fremtid end et bestemt tal på vægten.
Med andre ord:
Vi skal slippe tanken om, at vi kan kontrollere tallet på vægten. For det kan vi ikke. I stedet bør du fokusere på det, som du faktisk kan styre. Og det er, hvad du gerne vil kunne med din krop. Drop alle forventningerne til, hvad der skal stå på badevægten eller BMI-skalaen. Det, der bør vægte højest, er, hvordan du har det i din krop.
Gratis minikursus:
Dine muskler er den hurtigste genvej til et stærkt helbred, en skarp hjerne og en stabil vægt
Få adgang til minikurset 9 ting, du skal vide om dine (livs)vigtige muskler.
Lær, hvordan du aktiverer flest muskler på kortest tid og med maksimal effekt –
med 9 korte videoer med viden og øvelser.
Det koster kun din e-mail adresse.
2 kommentar/er
Hej Oliver Brown,
Hvor er vi glade for din kommentar, og vi er meget enige. Det vigtigste er en sund krop, som har bevægelsesfrihed og større overskud end underskud.
Mvh Theodora, Kommunikationsassistent fra Anna Bogdanovas team
Ideelvægt er en meget personlig og individuel ting, der afhænger af en række faktorer såsom højde, kropsammensætning, helbred og livsstil. For mig handler det ikke kun om at nå et bestemt tal på vægten, men om at føle sig sund, stærk og veltilpas i min egen krop. Det handler om at opretholde en balance mellem ernæring, motion og mentalt velvære, der giver mig energi og livskvalitet. Så min ideelle vægt er den, hvor jeg føler mig sundest og gladest!