Læsetid: 3 min

Ditte Giese – kvinden, der ikke er bange for at sige fra på vores alles vegne

Flere år inden jeg mødte Ditte Giese – journalist og debattør – over en kettlebell-træning og efterfølgende lærte hende at kende, faldt jeg over hendes klummer i Politiken og tænkte:

“Nøj, hvor er det sejt, at hun tør sige sin mening så højt! Også selvom den kan være upopulær. Også selvom hun godt ved, at nu får hun verbale tæsk i kommentarsporet!” 

Ditte fortjener en hyldest, fordi hun har været med til at bryde tabuer og usynlige barrierer for kvinder i Danmark – og har sagt højlydt fra, når hun har oplevet uretfærdighed, skævvridning og mangel på ligestilling.

Siden har jeg lært, at Ditte i årevis har kæmpet en ret ensom kamp for feminismen, og at hun længe inden #metoo-bevægelsen talte og skrev om kvinders rettigheder og muligheder her i livet – ofte med trusselsbreve som eneste tak.
 
Man skal ikke lede længe, før man støder på mange taknemmelige stemmer på internettet, som Ditte Giese har ageret en støttende skulder for i mange forskellige sammenhænge, både direkte og indirekte.


STYRKELØFTET - EN PODCAST OM AT LØFTE TUNGT

Jeg kan stadig huske, hvordan det var et rungende og enstemmigt JA, da jeg skrev til Ditte og foreslog, at vi lavede en podcast om, hvordan kvinder skulle spise noget mere og træne noget tungere, fordi det faktisk er livsvigtigt.

Jeg skulle ikke overbevise og kæmpe. Ditte forstod og stod lige dér, ved min side. Hun fik projektet til at ske – for hun fik alle involverede til at forstå, at det her ikke bare var noget, som kun er relevant for en snæver gruppe i forvejen fitness-interesserede, og derfor lige så godt kunne gemme sig i en spalte med 3 nemme tips i en ugemagasin.

Nej, det var alvor det her, og det VAR public service!

Og således blev det, at vi fik optaget 4 stærke afsnit af STYRKELØFTET podcasten på Heatbeats. Og fik startet en mindre opstandelse ved at nævne i en bisætning, at yoga (som er godt for vildt mange ting) ikke er nok til, at vi kvinder kan holde fast på vores vigtigste pensionsopsparing, altså muskel- og knoglemasse.

Men styrketræning er livsvigtigt, og det var egentlig også i forbindelse med Dittes åbenhed om hendes kroniske brystkræftdiagnose, at jeg tog fat i hende, og vi talte om, hvordan styrketræning skal doseres, for at kunne komme igennem behandlinger med mest mulig overskud.

Og det er også livsvigtigt at bruge sin stemme til at styrke og frigøre os selv og hinanden – også selvom man risikerer at gå imod strømmen det første (lange) stykke tid.

Så når du står og tøver.
Når du ikke ved, om du orker tage kampen op.
Når du er i tvivl, om din stemme overhovedet betyder noget.
Så lån lige noget gennemslagskraft af Ditte Giese.

Jeg har dedikeret øvelsen THROUGH THE ROOF til Ditte, fordi det faktisk er hendes egen yndlingsøvelse, og den vil hjælpe dig med at skyde dig igennem taget på alt, hvad der prøver at holde dig inde eller nede.

Her får du THROUGH THE ROOF:

(har du problemer med at se videoen, er du måske ved en fejl kommet til at sige nej til cookies - klik på det lille sorte ikon nede i højre hjørne og vælg 'tillad alle')


Skriv en kommentar

OM ANNA

Anna Bogdanova har en akademisk baggrund inden for adfærdsdesign og psykologi samt videreuddannelse inden for bl.a. træningsfysiologi, funktionel neurologi, moderne smerteteori, stressrådgivning og anvendt hjernevidenskab.

Hun har 16+ års erfaring med at sammensætte træningsforløb til særligt kvinder 40+ ud fra en hjernebaseret tilgang, der både har fokus på muskelstyrke og hjernesundhed. Metoden sikrer, at du kommer ind i en regelmæssig træningsrytme og får maksimale resultater med minimal indsats – uanset alder, ambition og udgangspunkt.

Annas mission er nemlig at lære kvinder, hvad rigtig styrke er, og hvordan vi får adgang til den, så vi kan leve et aktivt  liv uden fysiske eller mentale begrænsninger, også langt op i alderen. 

Læs mere her

LÆS FLERE ARTIKLER