Læsetid: 4 min

Så lang tid tog det mig at genvinde styrke og form efter mine graviditeter

3.5 år tog det mig.
At komme tilbage til samme styrke, form og følelse af at være hjemme i min krop som inden mine 2 graviditeter. 
 
Hvorfor så længe? 
Det skal jeg fortælle dig om lidt.
 
I et andet blogindlæg har jeg delt mine personlige billeder gennem de sidste 10 år. Og ja, jeg ved godt, jeg er slank, har en fin grundform på alle billederne og endnu ikke har ramt overgangsalderen (omend jeg har været steder i min cyklus, hvor både menstruation og ægløsning udeblev grundet meget lave niveauer af østrogen i forbindelse med høj stressbelastning). 
 
Men der ER altså udsving i ens form på tværs af forskellige livsfaser - og vi har alle vores vidt forskellige "highs" og "lows" i de udsving.
Pointen var, at muskelmodenhed — din evne til at aktivere en større andel af dine muskler, når du træner samt langtidsholdbarheden af resultaterne — kræver en systematisk og regelmæssig tilgang.
 
Det er alt andet lige lettere at udleve, når man har realistiske forventninger omkring, hvor hurtigt de synlige forandringer skal indfinde sig. 
Det er helt naturligt at blive utålmodig for hurtigt og zappe videre til noget andet, men det hører ikke ligefrem til i kategorien “systematisk og regelmæssig tilgang”. Og det er det, som vi skal tale om i dag.
 

REGELMÆSSIGHED I DIN TRÆNING AF AFGØRENDE

Regelmæssighed er nok den største akilleshæl i alle slags forandringsprocesser. Ikke kun udfordret af utålmodighed. 
 
Men i høj grad også af vores ressourcer, og hvad der ellers foregår i vores liv. Når vi ikke har overskud til at gøre det, som er det, vi tror, der skal til, for at det overhovedet har en effekt, eller i det mindste er på niveau med det, som vi engang kunne, så ender vi med at gøre ingenting. 
 
Fordi det, vi faktisk kan, ikke er godt nok. Nærmest ligegyldigt. Tænker vi.
 
MEN HEY!
 
Kan vi lige gå tilbage til det med realistiske forventninger? For hvis vi kun gider at arbejde for at se en forbedring — og ellers kan det være lige meget... Så misser vi en vigtig pointe. 
Det kræver nemlig også arbejde at vedligeholde det, vi har. Og hvis vi IKKE aktivt gør det, så kommer vi ud af form og mister vores færdigheder.
Det ER vitterlig “use it or lose it”. 
 
En holdbar strategi er derfor at skifte mellem perioder, hvor du vedligeholder — altså hvor du:
★ IKKE tager på eller taber dig for meget.
★ IKKE går ned i styrke eller kondition for meget.
★ IKKE oplever smerter, spændinger og udmattelse mere eller oftere, end du plejer.

Og så perioder, hvor du skruer lidt op for din indsats til et niveau, hvor du begynder at se forbedringer — altså hvor du:
★ Bliver stærkere eller hurtigere.
★ Går op i muskelmasse og ned i taljemål.
★ Oplever længere og længere perioder uden smerter, spændinger og udmattelse. 

Kan du se, at det handler om tendensen i udviklingen? 
Ikke et super idealistisk mål. Men mere om, at det du vil er tilpasset til det, du kan, og så er fokus på en regelmæssig indsats — frem for, hvor langt du endnu er fra målet. Og om at minimere udsving. 
 
Det vil komme naturligt, hvis du lærer at tilpasse din træning din dagsform.
Og får accept for, at det eneste du skal, er dét du kan. Ikke i morgen, ikke i næste måned, men lige nu. Og her kommer vi til princip nr. 2 (princip nummer 1 om at lade musklerne modne skrev jeg om i dette indlæg): 
 

SØRG FOR REGELMÆSSIGHED I DIN TRÆNING GENNEM SKALERING

I perioder med mindre overskud vil du naturligt kunne (og turde) mindre. I perioder med mere overskud, vil du kunne (og turde) mere. Du skal bare holde frekvensen — altså hvor ofte du gør det (træner, for eksempel). Intensitet, varighed, belastning er underordnet. Det nytter ikke så meget, at du giver den gas i 3 uger og holder fri i 3 måneder. 
Prøv lige at se nedenstående håndtegnede kurve: 
Den sorte streg viser min cirka udvikling i styrke og form over de sidste 10 år. Jeg har markeret begge mine graviditeter nederst. Den røde streg viser det, jeg observerer hos mange af mine kunder.
Bemærk de mange plateauer på den sorte kurve. Det er perioder med for lidt søvn, høje krav og mange bekymringer og deadlines. Dem har der været mange af, kan du se — men hey, that’s life. 
 
Undervejs har jeg holdt fast i mit “minimal effective dose” træningsprogram. Et program, som sikrede mig øjeblikkeligt mere fysisk og mentalt overskud, samt langsom, men stabil fremgang i min styrke og muskelmodenhed. 
 
Et program, som er — i al beskedenhed — så genialt skruet sammen, at det for minimal investering af tid og energi, giver maksimal effekt på styrke, muskler, kropssammensætning.
 
Ikke på rekordtid, som hvis det var en bootcamp — som du kan se som sporadiske peaks, afløst med nedadgående “gør ingenting” perioder, oppe på den røde kurve. Men hey, til gengæld får du lov til minimere udsving og beholde resultaterne. Så du år for år oplever reel fremgang. 
 
Og ikke 2 skridt frem og 4 tilbage. 

Mød Anna Bogdanova, adfærds- og træningsekspert

Jeg har de sidste 15+ år lært titusindvis af kvinder, hvordan de får skabt en regelmæssig træningsrutine med 5 minutters mikrotræningsbidder, der er målrettet både nervesystem og muskler, så de får adgang til meget mere styrke, frihed og energi i deres hverdag. 

Spørger du mig, er denne højeffektive træning den vigtigste investering i din fremtid.

Læs mere her

Explore my blog

HVAD ER DIN IDEALVÆGT?

HVAD ER DIN IDEALVÆGT?

Rigtig mange kvinder har et urealistisk billede af, hvilken vægt der er deres idealvægt. Få svaret på, hvad du i stedet bør have fokus på. Læs mere

DET ER IKKE SYND FOR DIG!

DET ER IKKE SYND FOR DIG!

Det er ikke synd for dig, når du træner efter dagsformen og måske er nødt til at skalere en øvelse eller træning ned. Det er derimod at træne klogt.  Læs mere