For ti år siden fik jeg en hjernerystelse på ski.

Jeg fik så voldsomme senfølger af ulykken, at jeg aldrig er kommet tilbage til min normale tilværelse. Jeg kunne ikke træne, og havde nærmest opgivet alt håb, for sundhedsvæsenet kunne nul hjælpe mig.

Lidt ved et tilfælde kom jeg for 4-5 år siden på sporet af bogen Smertefri, og fulgte Annas 12 ugers forløb, som bragte mig et afgørende andet sted hen.

Siden har jeg fulgt Anna trofast. Jeg er så begejstret for hende og fortalte om hende til min læge, fordi Anna kan noget, som vores sundhedssystem på ingen måde formår.

Jeg føler, AT jeg er blevet tabt i det danske sundhedsvæsen.
Med Annas vejledning kunne jeg dog bygge mig selv op igen.

Jeg har lært at berolige nervesystemet, jeg har lært at bygge styrke op, og så bliver hendes træning aldrig kedelig.

Jeg bruger max et kvarter eller tyve minutter. Og kun fire gange om ugen.
Til gengæld gør det, at det er nemmere at være vedholdende.

Det der har været så afgørende anderledes og så meget bedre for mig, er Annas tilgang til træning.
Hun siger, at man skal træne efter dagsformen. Mærke efter, hvordan man lige har det i dag.  
At acceptere den tilgang har været virkelig vigtig.

Det har jeg også kunne bruge på andre områder af mit liv.
Mange af os indgår jo i alle mulige forpligtelser, som man føler, man skal gennemføre uanset hvordan man har det.
Men det skal man ikke.
Den indgang til livet er ny.

Så selvom jeg stadig har senfølger af hjernerystelsen og kun kan arbejde i et flexjob, så har Anna givet mig mulighed for at tage større ansvar for mig selv.

Jeg havde aldrig troet, at min krop kunne blive så stærk igen efter ulykken.

Og det er en MEGA fed følelse at kunne stå med de tunge kugler på 12 kg.

Jeg går i dag ud af min egen hoveddør med løftet hoved og et ændret selvbillede af at være stærk og ikke svag.

Er der noget federe end det?

Lene Pind, 50 år, ingeniør