HJERNE TIL MUSKLER: ER DER HUL IGENNEM?

Hallooo? Er der hul igennem? 
Jorden kalder balder, mave, lår, arme?
 
Når vi gerne vil have størst muligt mængde muskelmasse på arbejde for at få størst udbytte af træningen. Eller bare overhovedet kunne overskue at komme i gang med træningen!
... så skal kommandoen fra hjernen være højlydt nok. 
 
Det er nervesystemet, som styrer musklerne.
Når du igangsætter en bevægelse, opstår der impulser i hjernen, som via nervetråde sendes videre til rygmarven og derfra ud til muskelfibrene. Jo flere impulser der sendes fra hjernen, desto flere muskelfibre trækker sig sammen, og desto kraftigere bliver sammentrækningen. 
Der skal være tilstrækkeligt drive fra hjernen til at kunne ringe musklerne op. 
Især de hurtige muskelfibre (dem, som giver hurtige resultater).
De kræver markant mere stimuli for at blive tændt end de langsomme. 
 

SKRU OP OG NED PÅ VOLUMENKNAPPEN

Hvis vi bruger 'volumenknappen' som metafor for, hvor meget fysisk kraft man har adgang til - hvor meget "strøm" der er sat til musklerne - hvor meget lyd, vibration og udtryk kroppen er i stand til at rumme og emme af.
Så kan vi have en skala, der går fra “svag hvisken” til “bassen pumper, så jorden ryster på hele Smukfest, og du kan mærke beatet vibrere i hele kroppen”.
I mit arbejde ser jeg, at rigtig mange kvinder stopper et godt stykke inden, de når halvvejs på den skala. Ofte ved max 30%, som måske svarer til en lille bærbar højtaler med meget diskant og kun en smule bas.
Og det er et godt stykke før, de hurtige muskelfibre kommer på arbejde.
Ja, det kan føles som om, man giver sig selv tæt på max, og de reelle 30% føles som 100, men ofte er det blot fordi, man endnu ikke har adgang til hele skalaen, hvor der er SÅ meget livskraft at hente.
Men hvad skyldes så den manglende evne til - eller frygten for - at lægge mere kraft og 'umpf' - 'arrrgh' - 'grrrrrawr' i?

LAVT NEURALT DRIVE

Det er aktivering af sympatikus (kamp/flugt delen af nervesystemet) og udskillelse af stresshormoner, som sørger for, at du kan mobilisere energi nok til en given opgave. Efter perioder med overforbrug af sympatikus (som svarer til at hæve, hæve, hæve, uden at sætte ind på kontoen), vil hjernen lukke ned for kontoen. Altså nedregulere aktivitet i sympatikus.
Så prøver man måske at råbe, men stemmen er så hæs, at ingen kan rigtigt høre, hvad man siger. Det kan også føles som om, det er trægt at starte motoren. 
 
I nogle tilfælde kan fysisk anstrengelse skabe overaktivitet i sympatikus (så man hæver mere, end man har brug for) - for blot at dykke helt ned kort efter (fordi man har mobiliseret for mange ressourcer til en given opgave, og derfor hurtigt opnår udmattelse).
Det sker ofte, når man er utrænet - fordi man endnu ikke er så god til smidige overgange mellem aktivitet og hvile - og betyder derfor, at man skal være obs på gradvis dosering af træningsmængde, varighed og -intensitet. 
Uanset hvad, er optimal sympatikus funktion vigtig for at opnå tilstrækkeligt neuralt drive. At kunne tænde tilpas meget, når der er brug for det - og at kunne slukke, når der er brug for det. 
 

Derfor har jeg i rigtigt mange af mine programmer både teknikker, der tænder for dit sympatikus (på styrkedage), men også teknikker, der slukker for den igen (på reset-dage). Og sørget for optimal dosering af træningsmængde, -varighed og -intensitet. Se programmerne her.

 

 PSSSTTTT!
Der kan også være tale om... et anstrengt forhold til dét at anstrenge sig.

- Smerter/traumer (eksisterende eller tidligere) kan bidrage til frygten for at udløse mere smerte eller gøre skade…

- Lav grad af kropsbevidsthed og manglende sensoriske og motoriske stimuli kan betyde, at når man mærker anstrengelse, så er det så ukendt en sensation, at det bliver det fortolket som stærk ubehag…

- Det kan også være, at dét at være fysisk ikke har været en del af kulturen/opvæksten...

- Eller at man har været nødt til at distancere sig fra sin krop for at kunne holde ud af være i den, og derfor undgår at bevæge, røre eller tage den derud, hvor man ikke kan undgå at mærke den.

- Måske kan der også være dét på spil, at man får ubehag ved tanken om at ikke at have 100% kontrol, jo mere kroppen tager over? Frygten for at komme til at fremstå på en bestemt måde?

Du kan have gavn af at træne og opgradere din interoception.
Den sans, som fortæller dig noget om, hvordan det står til inde i dig. 
Når den er velkalibreret, så er der overensstemmelse mellem signalerne, din hjerne opfanger - og fortolkningen af dem. 
Dvs. der bliver hverken under- eller overreageret på fx ændring i blodtryk, puls, vejrtrækning og muskelsammentrækninger, som opstår under fysisk aktivitet. 
Målrettet træning af din interoception finder du bl.a. i mit program
COMFORT ZONE