Det her er faktisk et ældre indlæg fra et nyhedsbrev jeg skrev for et par år tilbage.

MEN. Det er mere relevant, end nogensinde – især set i lyset af TV3’s nyeste program “Min fede træner”. Programmet har allerede fået en del kritik – og jeg har egentlig ikke mere at tilføje.

Jeg vil lade dette indlæg tale for sig selv.

=====

Jeg blev (mega) provokeret. 

Da jeg postede det her billede på min facebook page, af Christine – min uvurderlige customer experience manager. Kvikke, kærlige, omsorgsfulde Christine.

Christine er, i mine øjne, rimelig veldrejet – hun er Ms. Timeglas.

Men der gik ikke lang tid før det tikkede ind:

“Har hun fulgt programmet?”

Tydeligt for enhver er det også, at Christine ikke er en ål.

Hun vejer et lille stykke over 100 kg.

Så jeg kan da godt se, at det trigger nogle til at antage, at mine programmer tydeligvis ikke virker, når nu Christine stadig er overvægtig.

Men. Stop lige her.

Det handler faktisk overhovedet ikke om mine programmer.

Det handler om, hvor meget modstand overvægtige mennesker møder ude i verden. Modstand, krydret med skam og bebrejdelse.

Newsflash, klaphat!

(ikke dig, kære læser – men afsenderen til den noget ubetænksomme kommentar!)

Skam har endnu ikke ført til handling, gåpåmod og drivkraft hos nogen. Kun handlingslammelse.

Men fortæl mig lige, hvad var hans drivkraft?

Bag 1) at påpege det åbenlyse: “hun er tyk” og

2) insinuere, at det er programmet, den er gal med, siden hun endnu ikke er blevet til en rippet fitnesspige med sixpack.

Måske bunder det i hans uvidenhed.

Det håber jeg!

Tror han ikke, Christine ved, at hun vejer for meget?

Hun har fået ørerne tudet fulde med, at hun skal passe på sin vægt siden hun var en lille pige.

Christine fortæller: 

“Som 6-årig fik min mor af vide af sundhedsplejersken, at jeg lå i den øvre gruppe for normalvægt, så vi skulle passe på, jeg ikke blev overvægtig (hvilket resulterede i at hele min familie begyndte at overvåge min mad OG kommentere, jeg begyndte at spise i smug og i rigelige mængder, for det skulle de ikke bestemme – ja, jeg var et meget trodsigt barn) og jeg blev bare tykkere og tykkere”

Overraskende er det ikke, at overdrevet fokus på at skære ned på kalorier i så ung en alder kun kan føre til en spiseforstyrrelse.

Jo mere man prøver at kontrollere sit madindtag, jo hårdere falder man i efterfølgende.

Af et hav af årsager – fysiologiske og psykologiske.

Skal Christine stadig gøres opmærksom på sin vægt?

Skal hun først roses, når hun er blevet tynd?

Christine:

“Jeg er 167 og har altid været en stor pige (også store håndled og den slags).

Allerede da jeg var 18, havde jeg en læge, der sagde, jeg ikke skulle under 70 kg, for så ville jeg blive virkelig afpillet (hans ord – som jeg overhørte, for BMI siger jo, jeg MAX skal veje 68 kg!).

Så 68 kg var hele tiden mit mål – og jeg blev tykkere og tykkere.

Hver gang jeg gik på en vanvittig kur og ikke nåede de 68 kg, så det var en fiasko for mig hver gang.

Og så endte jeg med at tage mere på end jeg havde tabt mig.

Så jeg har aldrig givet mig selv anerkendelse for at have tabt mig – heller ikke da jeg tabte mig fra 125,9 kg til 98 kg – næsten 30 kg!!! – men det var ikke godt nok, for det var jo ikke 68 kg, så jeg slog mig selv i hovedet, i stedet for at nyde det og være god ved min krop.

Det er først efter mit møde med Anna, at jeg er blevet mere fokuseret på, hvordan jeg har det i kroppen og mindre på, hvad vægten siger.

Og jeg har indset, at jeg bare ikke skal veje 68 kg (TÆNK hvis jeg havde lyttet til min læge for 15 år siden – tænk hvor meget sorger og slankekure, jeg kunne have sparet!! ).

I stedet sigter jeg nu efter 80-85 kg, som er den sidste vægt, jeg kan huske, jeg havde det virkelig godt i min krop i – og ja, jeg vil stadig være overvægtig ift BMI og ja, jeg skal stadig tabe mig, men jeg sidder ikke mere og regner ud “så kan jeg være 30 uger om at tabe 30 kg og SÅ er jeg færdig”.

Hvor vil jeg hen med det her?

Hold op med det vægttab!

Slip fokus på vægten. Nu.

Både selv, og hvis du henvender dig til én, der er overvægtig.

Problemet med at tælle sin succes i tabte kilo er, at det er alt for let at opleve en fiasko.

Og så er det let at blive handlingslammet og give op, fordi man hele tiden er for langt væk fra målet.

Og ved du hvad?

Det er man ikke.

Ikke når indsatsen bliver målet.

Ikke når man går fra: “hvad vejer jeg i dag” til “hvordan har jeg det i dag?”

– som det første spørgsmål man stiller sig selv om morgenen.

Og slet ikke, når jeg fortæller dig, at det ikke er de tænkte 30-40 kg, du skal af med.

Det er ret sandsynligt, at det kun er 10 eller 15!

Lige som de kvinder, du måske har læst om i mine mails før (senest Trine) ikke skulle tabe sig 5-10 kg – men måske tage 5 kg på!

Christine har faktisk fulgt programmet i Veldrejet.

Og Christine skulle have været med i bogen.

Men deadline på de 9 uger, som træningsprogrammet i bogen varer – og hvor “efter” billederne skulle tages – triggede noget.

Christine:

“Jeg har prøvet deadlines mange gange før.

Jeg troede virkelig, at jeg var ovre mit gamle reaktionsmønster – ellers havde jeg aldrig sagt ja – og jeg ender altid med at sabotere det for mig selv.

Jeg dur simpelthen ikke til deadline.

Mit mest succesfulde vægttab var knap 30 kg over 2 år.

Desværre var det ved kalorietælling og resulterede i, at jeg hele tiden måtte sætte kcal ned for at tabe mig. Til sidst kørte jeg (med over 100 kg) på mellem 7-900 kcal dagligt for at tabe mig. Jeg havde fået smadret min forbrænding godt og grundigt.

Jeg begyndte så at spise, hvad der passede mig og prøvede bare at holde vægten og det gav faktisk en følelse af frihed og holdt i omkring 1,5 år, før jeg begyndte at tage på igen.

Jeg sagde blandt andet ja til Veldrejet fordi jeg gerne ville kickstarte vægttabet igen – bare på en sund måde denne gang. Men ja, mig og deadlines, det dur desværre bare ikke…

Jeg syntes, det var hårdt, fordi der ikke skete så meget…

Og jo mindre, der skete, jo mere kunne jeg godt mærke, at jeg trak i min gamle retning med at spise mindre og mindre (for så at overspise om aftenen).

Jeg VED at det ikke er godt og sundt, men efter at have været blevet tæsket i hovedet med at jeg max måtte få 1200 kcal igennem 20 år, så er det pissesvært at overgive sig og spise mere mad.

Træningen gik faktisk godt!

Programmet var godt og overskueligt – og på trods af, at jeg har en fin talje i forvejen, så strammede den bare endnu mere ind – og lynhurtigt endda. Sådan helt oppe fra ribbenene og ned – det var ret vildt!

Men jeg saboterede mig selv på kosten.

Jeg havde svært ved at få spist de der 3-4 måltider om dagen, som jeg skulle spise. Jeg har i mange år kun spist 2 rigtige måltider om dagen – morgenmad/frokost og så en stoooor aftensmad (og snacks som fx nødder indimellem og jeg kan ikke nøjes med bare én håndfuld, så der røg altid en pose).

Men det med kun at have spist 2 rigtige måltider om dagen og skulle op på ideelt set 4 måltider, det var virkelig, virkelig svært for mig. Det øver jeg mig stadig på!

En masse selvværdsting kom op.

Ting med, at jeg jo ikke fortjener at være slank og pæn, og at alle andre er meget bedre end mig, og jeg kun hele tiden skuffer folk.

Jeg ved godt, at andre ikke ser det sådan, men det er sådan et skrækbillede, jeg har af mig selv.
At jeg ikke er god nok og ikke fortjener noget godt her i livet – AV det gør ondt rent faktisk at skrive det ned!

Jeg synes det var motiverende at vi var en flok skønne kvinder, der kunne støtte hinanden og jeg ikke var alene med mine udfordringer.

Men det var sjovt nok også dét, der var lidt demotiverende ved det, fordi jeg ikke kunne lade være med at sammenligne mig med de andre.”

Men jeg er på vej!

Jeg har stadig en del problemer med stress og søvn.
Stress er ikke så pænt et ord – lad os kalde det pres i stedet. Jeg er ikke så god til at håndtere pres. Når jeg er presset, føler jeg mig straks syg.

Når jeg føler mig syg, har jeg ikke lyst til at træne og jeg har kun lyst til comfort food.
Jeg er ikke særlig god til at sætte mig selv og mine egne behov først – jeg øver mig lidt hver dag, men der er stadig lidt long way to go yet.

Min søvn er blevet bedre, det med stresshåndtering og at sige nej, not quite so much. But I’m learning.

3 ting, jeg synes du skal tage med fra dette indlæg:

1. Stop med at veje dig og spørg dig selv “hvordan har jeg det i dag?”

Fokusér på andet, end maden.

Træningen er et godt sted at starte – fokus på at blive bedre til øvelser, blive stærkere, rykker faktisk hurtigt ved dit selvværd, fordi du får en bedre kropsbevidsthed og en succesoplevelse.

Lad være med at se træningen som straf og som et middel til kalorieforbrænding.

Træn intenst, men med fokus, uden smerte og udmattelse, med passende pauser og kort men ofte.

2. Stop med at sammenligne dig med andre.

De har en anden krop, et andet liv, andre forudsætninger.

Før hellere en dagbog over fremgang i dine subjektive restitutionsmarkører (på en skala 1-5 fx):

  • Humør
  • Energi
  • Søvnkvalitet
  • Lyst til træning
  • Sexdrive

Og en træningsdagbog, hvor du kan følge din fremgang i styrke, evnen til at udføre mere komplekse øvelser, gå længere ned i fx en squat og lign.

Det er ikke for at konkurrere med dig selv.

Det er for at sidestille din hverdag med din udviklingskurve.

  • Går det opad? Fortsæt og hold fast i dét der virker.
  • Går det nedad? Nedskaler og skru ned for forventningerne i den givne periode, som formentlig er mere stressfuld end normalt.

3. Du behøver ikke længere stresse din krop med urimelige deadlines.

Afsæt et år eller mer’ til at opnå en stærkere, strammere og gladere krop.

Gå til projektet med respekt for din krop, din psyke og din hverdag.

Bevæg dig fremad i dit tempo, på dine præmisser.

Så du ikke kan lade være med at holde fast i din nye livsstil – og de gode valg sidder på rygraden.

Næste år på samme tid.

Dét har været vores STØRSTE motivation for at lade Uimodståelig forløbet vare i et helt år. 

Det er ikke et helt år med streng overholdelse af planer og hårdt arbejde. 

Det er et helt år, hvor du kan få arbejdet med alle undervandsstenene og skabe forandring indefra og ud i dit tempo. 

For når du lader dét ske… Så holder vanerne ved. 

For du har valgt dem til. Af lyst. 

Ikke af pisk, ikke af tvang. 

Og du er blevet støttet i at træffe bedre valg for dig. Med kærlighed og respekt. 

Tro mig!

Der findes en anden vej at få en slank og spændstig krop på, end evig restriktion/overspisnings karrusel og timevis af tvangspræget motion.


Den vej vil være mig en ære at vise dig. 

Er du klar på at booke en plads på Uimodståelig forløbet, inden Early Bird rabatten udløber 1. maj? KLIK HER. 

Jeg og mit team står klar til at hjælpe dig. 

KH Anna.

 

.

Lær mere i mini-kurset:

til at reparere din forbrænding.
din figur og dit forhold til mad.

Jeg skriver mig samtidig op til emails med tips, historier og tilbud fra Anna Bogdanova